Louise og Benjamin på tur til Ecuador

Saa er vi galapagos!

2008-08-27T17:04:00.000-07:00

Hej alle sammen!

Saa er vi paa galapagos!

Desvaerre har vi ikke saa meget tid til at skrive til jer, men vi er jo ogsaa snart hjemme og en uge og saa kan vi jo ellers snakke loes om hvad vi har oplevet.

Vores opgave for os i dag er at faa noget mere plads paa kamaraet og ligge dem ind saa I kan se nogle af de billeder vi har taget fra galapagos. De skulle gerne ligge der paa billedhjemmesiden som I kan klikke ind paa hojresiden af hjemmesiden.

Vi glaeder os til at se jer alle sammen igen om en uge.

Knus og kram og venlig hilsen

Louise og Benjamin

19. august 2008

2008-08-20T10:04:00.002-07:00

Hej alle sammen!

Den første måned vi var hernede var det meget nemmere for os at komme til nettet, da vi tog til skolen i Cuenca hver dag. Derfor har det været noget sløvt med at skrive nyt til blokken. Der er faktisk ikke mere end 14 dage til at vi igen er i Danmark. Ih hvor skal vi bare have et langt og varmt bad, når vi kommer hjem.

Lige nu er vi på hospitalet i Ambato. Heldigvis har vi fået vores computer med så vi kan sidde og skrive til jer. I går mandag havde vi undervisning hjemme i Valle del rio, hvor vi bor. Efter undervisning fik vi af vide at Lorena skulle til Ambato med ungerne for at købe sko. Da det er lidt svært at komme fra A til B hernede skyndte vi os at gøre os klar til at tage med. Men inden da måtte Louise kaste op og på toilet. Hun havde det lidt dårligt, men valgte at tage med, for vi skulle have klaret de sidste gaver vi gerne ville give væk. Så vi tog af sted.
Men jo tættere og tættere vi kom til Ambato, jo mere og mere dårlig blev Louise. Vi sad længe på en internetcafé for arbejde med en brochure, som vi ville give til Lorena og Martin. Louise måtte kaste op og havde diarré. Heldigvis havde internetcafé et toilet.
Efter at vi var færdige med at printe diverse sider ud, ville vi finde Martin og Lorena. Benjamin prøvede at ringe til dem, men det var svært at forstå hvad de sagde, da de snakkede meget hurtigt ellers var signalet til telefonen meget dårligt. Louise blev ved med at sige at hun ville hjem. Efter at have fået hjælp af søde kvinde, fandt Martin og Lorena os. Vi fortalte at Louise var syg og vi gik derefter hen for at købe medicin. Louise fik noget vand med sukker og salt og så skulle det smage af kokos. Vi håbede at det ville blive bedre for Louise og gik derfor hen for at spise noget mad. Men mens vi andre sad og spiste var Louise på toilettet. Da Benjamin gik op for at hente hende var hun helt svimmel. Det var svært at hjælpe Louise, når hun var så svimmel. Hun var ikke ved sig selv.
Så vi valgte altså at tage til hospitalet.
Her gik Louise ind sammen med Lorena, da der kun måtte gå to ind. Benjamin gik ikke med da han ikke forstår al spansk. Det skulle vise sig at det stod værre til end som så, Louise havde fået en madforgiftning, af maden som vi havde spist til brylluppet weekenden inden.. Men hvorfor var Benjamin så ikke også blevet syg? Jo for det var og er sådan til bryllupper hernede at der er forskellige mænd der går rundt og byder shots af deres wiskey, og folk ville meget gerne have at vi følte os rigtig velkommen derfor blev vi heletiden budt drinks. Da det ikke er så høfligt at sige nej, blev det hurtigt mange shots for Benjamin. Louise havde ondt i hovedet( som sædvanlig) og drak derfor ikke.. Men alle disse mange shots resulterede i at Benjamin blev rigtig dårlig og kastede op, ja faktisk kastede han op i en af vores elevers seng.. ja det var jo nok heller aldrig sket i Danmark.. Men det gode ved at Benjamin var blevet så fuld var at han kastede alt den dårlige mad op, og derfor ikke endte på hospitalet som Louise. Lige netop nu er Benjamin ude i byen for at få ordnet forskellige ting, og Louise sidder på hospitalet og venter på at blive skrevet udJ ( hold fast hvor jeg glæder mig) jeg har ligget med drop i 2 dage og har fået det ene skud pencilin efter det andet, men i dag har jeg det godt, og hvad jeg kan forstå på lægerne så er jeg klar til at blive udskrevet. På søndag rejser vi til Galapagos, det håber vi virkelig bliver en oplevelse, for det bliver noget svært at sige farvel til vores familie og til alle vores elever hernede.. jeg har desværre på fornemmelsen at de sidste dage her bliver noget stressede, fordi vi jo har mistet 2 dage ved at Louise har ligget på hospitalet, men mon ikke vi når det hele alligevel. Vi har så meget at fortælle at det er lidt svært at holde styr på hvad vi skal fortælle først, så jeg tror bare vi venter med det til vi kommer hjem.. hehe. Men alt i alt så regner vi med at vores sidste uger nok skal blive rigtig gode, nu håber vi bare at vores lidt mærkelige praktik bliver godkendt i Danmark, vi har da i hvert tilfælde lært rigtig meget, både pædagogoisk, forskelle på skoler, forskelle på hvad man skal lære i skolen, hvordan man undervisnings differentiere når man har børn fra 5 til 13 år. Puha.. og meget meget mere… Vi glæder os rigtig meget til at se jer alle igen…

Store kys og kæmpe kram

Benjamin og Louise

19. august 2008

2008-08-20T10:04:00.001-07:00

19. august 2008

2008-08-20T10:04:00.000-07:00

Link til billederne

2008-07-31T13:56:00.000-07:00

Hej Alle!

Der er nogen der har haft problemer med at komme ind og se billederne. Vi har derfor langt et link, som man kan klikke paa, for at komme til billederne.

Haaber at det virker bedre for jer.

Med venlig hilsen

Louise og Benjamin

Fra vores foerste dag i junglen til og med vores foerste uge i Tungurhua.

2008-07-27T13:47:00.000-07:00

Hej kaere familie og venner!

Denne her gang er der mere laesning end normalt. Nu har det ogsaa vaeret laenge siden at vi har vaeret paa nettet, saa der er meget at fortaelle. Det er svaere for os at komme paa nettet end normalt, og saadan bliver det nok ogsaa fremover, at I skal vente utaalmodigt paa at hoere noget nyt fra os.
Det er gaadet lidt staerkt med at skrive, saa det kan godt vaerre, at der en nogle stave og tastefejl hist og her.
Teksten er, som bloggen er opsat, med det nyeste oeverst, og det gamle nederst. Saa det kan godt vaere lidt maerkeligt at laese.
Vi har ikke faet taget saa mange billeder til denne her gang, men vi haaber, at vi kan faa styr paa de gamle billeder, saa I kan hitte redde i dem.

Haaber at I alle har det godt.
Med venlig hilsen

Louise og Benjamin

Ps. Det kan godt vaere at I skal have en kop kaffe eller te til laesningen, da det naesten er en roman. Hygge hejsa!

d. 25 juli 2008

Vores første uge i Tungurhua.

Efter en afslapnings tur i junglen, vendte vi næsen mod Patate, nærmere betegnet Valle del rio, busturen fra Ahuano til Patate var som sædvanlig hård og bumpende, men vi nåede frem. Her mødte vi vores plejemor Lorena. Meget sød og skør. Derefter mødte hilste vi på to andre volontører; to piger, som arbejde på diverse hospitaler i området. De er fra Belgien og er meget søde. Desværre er det deres sidste uge her og så har de været her en måned – ligesom vi skal. Vi mødte selvfølgelig også Alejandra og pequeña Martin, også kaldt bebe (baby), som er Lorena og Martins børn. Senere på aften kom Martin.
Familien har et dejligt sted og vi tror, at de går ind i kategorien ecuadorianere-med-flere-penge-end de-fleste. Martin arbejde på diverse projekter. F.eks. bygger han toiletter op i til de fattige i området. Pengene kommer fra Tyskland og Schweiz, som har doneret pengene til projektet. Så han arbejder næsten hele dagen. Lorena arbejde meget på deres ostemejeri, hvor de får mælk fra mange personer i området. Her kommer folk både i bil, på hesteryg eller på ben for at aflevere mælk. Pga. mejeriet får vi meget ost, hvilket ikke gør noget, da det er en meget lækker ost. De laver kun en slags ost her.
I weekenden har de også travlt. De ejer også en restaurant, hvor mange mennesker (mere eller mindre end 100 har de fortalt) kommer for at besøge i weekenden. Familien opdratter ørreder, som de sætter ud i sø, hvor gæsterne kan fiske. Herefter kan de så vælge om familien skal forberede fangsten og så spise i restauranten. Man kan også vælge om man gå i deres svømmebassin. Svømmebassinet kan opvarmes, men de gør det ikke, så det er møj koldt.
Vi bor i et hus, der kun er for volontører. Her er fire værelser, hvor der i hvert er et toilet med bad. Men der er ikke altid vand til at skylde ud i toilettet eller til at vaske fingrene, og det vand, der kommer, kan vi ikke få varmt. Pigerne, der jo har boet her i en måned, har kun haft et varmt bad. Ellers har de måtte bade i det kolde. Det har betydet at vi ikke rigtig været i bad i en uge nu. Louise skyllede håret den ene dag, og Benjamin var i dag for første gang i svømmebassinet og vaskede sig sæbe med vand fra en vandslange. Ja, sådan er det hernede.
Ang. skolen har det været meget svært. Første dag kørte vi op til bjergene til en by ved navn Sucre. Denne by skulle have en meget fattig befolkning. Men det var en mærkelig start på vores arbejde. Vi vidste nemlig i forvejen ikke ret meget om hvad man ønskede at vi skulle undervise i andet end engelsk, og at børnene har ferie på det tidspunkt, vi er hernede. På skolen var der ingen undervisere. Vi skulle mødes med en person, en lærer måske, og snakke om vores undervisning og hvad vores opgave ville være. Men den person, som vi muligvis kunne snakke med var i Ambato, altså en time derfra. Så det så lidt sort ud for os. Der stod vi der uden nogen til at undervise.
Datteren af den person vi skulle have snakket med åbnede op for et klasselokale. Der var frygteligt rodet og Louise gik i gang med af feje. Pludselig kom der nogle børn. De var nysgerrige og de blev inviteret indenfor, hvorefter vi spurgte dem om de ønskede at lære engelsk, hvilket de svarede ja til. Så den dag fik vi dog undervist noget, selvom det var lidt akavet. Der var en tavle, men så var der heller ikke andet.
Efter at have undervist eleverne gik vi hjemad. Der er ingen busser, som vi kan tage, så vi skal blaffe os fra A til B, hvis vi skal nogen steder. Men på vores vej hjem mødte vi ingen biler. Så vi gik ned af bjerget i 1,5 time. Landskabet er meget smukt hernede og folk er meget venlige. De vil alle gerne hilse på os eller i de mindste vinke til os. Meget hyggeligt.
Dag to var meget nemmere. Her kom vi til en skole i byen Baqarizo Morena, hvor der var en der tog imod os og en skole med elever. Så var der er arbejde. Vi delte os op. Louise tog de små børn og Benjamin de store, for de store kunne måske hjælpe og forstå Benjamin bedre end de små. Benjamin fik 4 studerende og Louise fik 3. Det var rigtigt rart at komme i gang og ungerne var dejlige. Paula, som er præsident for skolen, kom med kaffe og kage til os og er meget sød og dejlig at snakke med. Skolens faciliteter er relativt nye hvilket også gør det lidt rart, selvom det ikke er samme standard som i Danmark.
På dag tre blev vi lidt overrasket, da vi troede at vi skulle arbejde på den nærliggende bys skole, men vi blev sent hen til et lille lokale, som vores familie ejer. Så vi skulle undervise hjemme. Her er faciliteterne slet ikke på samme niveau, som på dagen før. Her var der dog mange flere børn. Louise havde seks den dag og Benjamin 3. Vi havde igen delt børnene op i to aldersgrupper. Det gik okay, selvom at det var lidt indeklemt og faciliteterne ikke var det samme.
Dagen efter underviste på samme skole som dagen før. Den dag kunne Benjamin især godt mærke at eleverne havde ferie og måske ikke var så motiveret for at lære noget, hvilket gjorde det noget hårdt at være lærer. Vi havde måske forventet lidt mere disciplin end i Danmark, men den dag var det lidt svært at slå igennem. Benjamin blev noget trist over dagens resultat, og Louise blev trist over at Benjamin var trist. Vi snakkede den dag om hvorfor vi ikke bare blev hjemme i trygge Danmark og underviste der. Det ville have været meget nemmere og billigere.
Dag fem blev mere behageligt, da vi igen skulle arbejde i Baquerizo Morena. Dog skulle vi først gå en time op af bjerget, og vi har noget svært ved at trække vejret hernede pga. den store højdeforskel der fra Danmark og Ecuador. Vi er omkring 3400 m. over havets overflade. Så det var meget hårdt, og vi tog også noget af vores tøj af selvom det er lidt koldt.
På skolen havde Benjamin kun 2 ivrige studerende og Louise havde 3. Det var faktisk hyggeligt og meget mere rart at arbejde med elever, der ville lære noget. Det gav os modet tilbage til at forsætte hernede.
Vi har fundet ud af at eleverne hernede er helt vilde med at spillevendespil med nogle kort, hvor parrene er f.eks. månederne eller ugens dage, hvor det ene er spansk og det andet er på engelsk. Børnene har selv været med til at lave nogen af dem. Selvfølgelig er børn mere til at lege end at side ned og skrive af fra tavlen.
Om aften startede vi et kursus i engelsk for nogle guider, der har brug for at lære engelsk, da der er mange udenlandske turister, der kommer til området. De er meget glade for at vi vil hjælpe dem. Det er om aften pga. at de arbejder i hverdagen, så det er lidt trætte, som vi godt kunne mærke og forstå og de er fra 13 til 31 år. Så det er noget anderledes, da vi ikke kender til hvad voksenpædagogik indebærer. Men det gik fint og vi startede måske ud på et for højt niveau, hvilket vi tror, forskrækkede nogen. Men Benjamin har kun lært spansk på 4 uger på spansk, og det er hårdt at starte et nyt sprog. Desværre har vi dem kun to gange om ugen i to timer pr. gang og vi er her næsten fire uger mere, hvilket giver dem 16 undervisningstimer mere. Men nu må vi se hvor langt vi kommer.
Nu sidder vi her og skriver, da det ikke er nemt for os at komme til internettet, og godt kunne tænke os at sende det her til jer, så I har mere hyggelæsning.
I morgen skal vi med Martin ud og se et af hans projekter, og så skal vi til Ambato for at gå på nettet og for at se hvilke muligheder vi har for at købe diverse ting til vores undervisning.
Håber I alle sammen har det godt i Danmark.
Knus og krammer til jer alle.
Med venlig hilsen
Louise og Benjamin

d. 18. juli 2008

Vores sidste dag i junglen

Midt om natten begyndte det at regne og det forsatte om morgen. Da vi sad og spiste vores morgenmad kom vores guide hen til os for at fortælle at planerne var ændret pga. regnen. Men han ville tilbyde os en tur i havkajakker og så sejle på floden. Men vi var ikke begejstret, da det kostede 150 kr. hver for at tage af sted, og det var ikke hvad vi havde regnet med, da alle turene skulle være betalt inden vi kom. Vi snakkede frem og tilbage med receptionisten om at det var for dårligt, at vi skulle afgøre om vi ville om ville på kajakturen, der ville koste os ekstra, eller på tur i junglen alene med en guide, som så var gratis. Vi syntes ikke at de lagde særlig mange muligheder på bordet og det gjorde de meget sent på dagen. Efter at være godt sure og irriteret valgte vi at tage på kajaktur. Det skulle også vise sig at være en smuk tur. Vi havde valgt at tage en dobbelt kajak, så vi kunne side sammen og det var også hyggeligt. Vi syntes selv at vi var ret gode. F.eks. valgte vores guide at vi skulle lege fangeleg. Vores guide og hans assistent var fangerne og så var det bare med at komme af sted. Vi skal jo hilse at sige at vi danskere er kendt for vores guldfire og vi danskere må have meget sejlads i vores åre, for vi tog sgu fat. Vi skulle nemlig ikke fanges. Der blev både talt og taget godt ved i årene. Og vi blev selvfølgelig ikke fanget. Guiden opdagede, at det var for hårdt og stoppede legen. Tøsedreng!
Derefter sejlede vi bare videre ned langs floden. Nogen gange var vandet lidt voldsomt, men ikke mere end det vi har prøvet i New Zealand. Men der skulle alligevel være koncentration, da man skulle sejlede direkte i bølgen for ikke at kæntre.
Det var en nydelig tur og vi sejlede godt og vel 2 – 3 timer, hvorefter at vi slæbte kajakken op ad stejle trapper for at aflevere dem ved en bil. Derefter kørte vi hjem i bil. Vi havde godt nok ikke troet at vi kunne køre hjem, da det var et godt stykke ind i junglen. Men man har altså formået at lave en vej, der bestod af de runde sten, som floden har slæbt med sig fra bjergene og det er lidt hårdt at køre på, da det bumler noget.
Efter at vi var kommet hjem og havde spist, spurte vi vores guide hvad der skulle ske om eftermiddagen. Dagen før havde han sagt, at vi skulle se junglens landbrug. Han virkede ikke særlig opsat på at vi skulle på endnu en tur, men vi var opsat på det, da vi havde betalt for det. Men det blev kun os tre; guiden og os, da resten af gruppen var trætte. Så vi tog af sted.
Det var faktisk meget spændende. Vi fik set junglens frugter, såsom cacaofrugten, avokado, kaffe, yuga (en meget spist rodfrugt hernede), appelsintræ, palmer, hvis blade bliver brugt til at flette hatte af, basilikum m.m. Desuden så vi flere dyr, som laver, kæmpe bille, fugle m.m. Vi så også en dreng lave et tag af palmeblade. Meget interessant. Mere interessant var det at drengen havde lært at tale tysk. Han var måske ni år. Benjamin talte lidt på tysk til ham og nikkede genert. Da vi sagde farvel, kunne vi begge høre et forsigtigt aufwiedersehen.
Derefter var det bare om at nyde den sidste aften i junglen, hvilket vi gjorde med den gruppe som vi havde vaeret paa tur med. Det var meget hyggeligt.

17-07-08

En ny dag er startet og den er startet i paradis. Hvor er det lækkert her! Og den starter også noget sjovt! Inden vi skulle på vores tur med vores gruppe var vi på vores værelse for at gøre os klar. Louise skulle på toilet, og glemte at lukke døren, som hun så bad Benjamin om at lukke. Det gjorde han så, og for at den ikke skulle gå op satte han en lille trælåse for, som sad på døren. Det tog noget tid før Louise blev færdig og Benjamin gik og ryddet lidt op. Imens snakkede vi om at Benjamin skulle gå i forvejen for at sige at Louise snart ville komme. Benjamin var lige ved at gå, men kunne høre at Louise næsten var færdig og valgte derfor at vente. Det var jo heldigt, for louise måtte jo bede om at blive lukket ud. Godt Benjamin ikke var gået for så måtte Louise råbe om hjælp for at komme ud.
Men af sted kom vi. Vi skulle til junglen og efter at have fået udleveret støvler af hotellet satte vi os i kanonen. Efter du kvarter ankom vi til du sted hotellet havde valgt at oprette stier, så turisterne kunne se lidt af junglen. Her gik vi rundt i to timer, hvor vores guide viste os forskellige træer. F.eks. Var der træet: drageblod. Vores guide stak sin lommekniv i træet og ud kom forsigtigt en rødlig, flydende og lidt klistret væske. Der var også et andet interessant træ. Vores guide stod og bankede på træet, hvorefter vi kunne se en masse myrer komme kravlende oppefra. De syntes ikke at det var særlig fedt at nogen bankede på deres hus, og vores guide fortalte at myrerne ville angribe det der bankede på træet, hvorefter at fortære det irriterende bytte. Et andet meget brugt træ af de indfødte var telefontræet. Dens rødder danner en slags væg. Hvis man slår på dens rødder giver det en rungen der kan høres 2 – 3 km. væk. Så ville andre indfødte strømme til. Men i dag har de fleste mobiltelefon, så der kom ingen. Vi så også et træ, der er i familie med kork (vi tror at den hedder Balsa), som vi senere ville få glæde af, palmer, et træ, som guiden skrældede barken af og brugte den farve, som saften havde, til at farve neglende på en af pigerne. Man kunne også bruge det til hårfarve eller ansigtsmaling. Et andet træs saft kunne bruges til at hjælpe personer med at på længere hår eller til dem der ikke havde noget hår.
Vi fik også lov til at smage myrer. Vi valgte at kalde det ”fast food”, da myrerne ville løbe hvis man ikke spiste dem hurtigt og at de ikke skulle tilberedes. Vores guiden fandt en plante, der havde nogle knubber lige før bladet. I knubberne bor myrerne. Så det var bare at åbne sådan en knub og så var der myrer, der smagte af citron. Louise tænker, at de smager af citron pga. at de tisser på tungen.
Efter at have set på en masse træer skulle vi have lidt sjov. En stor gynge eller et svingtov var hejst op, og så skulle der gynges. Rigtigt sjovt! Louise kom til at ramme guiden i skridtet, da han ville være så venlig at hjælpe hende med at komme af gyngen. Stakkels fyr.
Efter gyngeturen og en pause gik vi tilbage til floden. Her så vi en stor edderkop. Meget stor og flot. Så tog vi redningsvesten på og sejlede over på en anden side af floden til en strand. Her skiftede vi om til badetøj og så byggede vores guide en tømmerflåde af det korktræ. Så skulle vi på tømmerflådetur. Det var meget spændende og også lidt koldt til at starte med, men det skulle hurtigt blive dejligt og vejret var også perfekt og varmt, så vi fik hurtigt varmen igen. Vi skulle ikke bruge mange kræfter på at padle fremad, da floden har en rolig, men god fart. Så vi hyggede, slappede af, snakkede, så på naturen, mens vi sejlede på floden ”rio de napo”.
Efter ca. en halv times sejlads ankom vi til hotellet, hvor vi lagde træstammerne fra tømmerflåden på plads, hvorefter vi gik op mod hotellet. Her skyllede vi os og så skulle vi selvfølgelig lige nyde svømmebassinet.
Efter vores middagspause, der havde bestået af en frokost og afslapning, tog vi på vores eftermiddagstur med gruppen til byen som lå omkring hotellet. Her skulle først se hvordan man laver keramik, derefter hvordan man skød dyr ned med pusterør og pile, hvorefter vi skulle se hvordan de lavede alkohol ud af jugarødder og skulle også smage. Det var vi ikke så glade for, da vi selvfølgelig tænker på vores helbred. Det smagte heller ikke så godt. Vi skulle også se en snedker lave diverse dyr. Han lavede det ud af et meget let træ, som var nemt at arbejde med. På ca. 15 min. havde han vist os hvordan han lavede en lille papegøje. Først brugte han en stor kniv, eller sværd om I vil til at tage det grove. Derefter kunne han med en køkkenkniv (lignede det) finpudse det. Altså, det blev mindre groft.
Så var den dag forbi og så var der ikke andet tilbage end at slappe af. Igen.
For anden gang var der skyfri himmel og fuldmåne om aften. Smukt.

16-07-08

Vores foerste dag i junglen

Så har vi endeligt fået lidt ferie. Tja... Man kunne også sige, at vi havde ferie i Pourto Lopez, men denne her gang har vi ikke travlt med at komme videre. I går tog vi afsked med vores familie. Det var en smule hårdt, fordi det havde været hyggeligt. Men vi glædede os til at komme væk og måske få noget andet end ris og en hård seng. Tja... Det bliver spændende at se hvordan vi kommer til at bo hos den nye familie. Rocio havde givet Louise et halstørklæde, som hun havde strikket selv og Benjamin fik et par sokker. Vi var begge overrasket over gaverne. Vi skulle også sige farvel til skolen. Det var en lidt mærkelig affære, da vi have undervisning næsten alle timer og det var ren grammatik og ikke noget hyggeligt som sidste skoledag for sommerferien i dk. Fik lige taget du par billeder af skolen og vores lærere. Og så var det bare af sted. Lidt mærkeligt at tage af sted og ikke komme tilbage. Det var blevet du trygt sted at vende tilbage til, men vi ville ikke savne arbejdet med lektierne. Det har været hårdt. Vi har også haft travlt med at få de sidste ting på plads, som vores ture. Vi har for det første fået købt en tur til ' la casa de suize' som ligger i junglen, som vi vil bruge på den uge vi har mellem sprogskolen og det næste program, og så er vi ved at købe en ur til galapagos. Problemet vi har haft er at når vi skulle til junglen ville vi gerne stille vores store bagage med tøj et sted, så vi ikke skulle slæbe det med. Det lykkes heldigvis med hjælp fra skolen at få telefonisk kontakt med new horizons og aftale at vores nye familiefar kunne komme og hente det i Ambato. Det gjorde meget nemmere at rejse rundt med noget mindre bagage. Den dag vi tog afsked med skole og familie rejste vi omkring 16 timer. Vi tog til Tena som ligger på junglesiden. Her overnattede vi og tog en bus til Agunes, som er en meget lille havn, hvorfra man kun kan komme med kanoner med motor på. Op og ned af floden sejler et par stykke i timen. Meget hyggeligt og floden er dejlig aktiv og meget smuk og bred. Efter 5 - 10 min i kano ankom vi til 'la casa de suize'. Nogen har prøvet at skabe et paradis, og man må sige at de har gjort det godt og på det rigtige sted. Her er rigtigt lækkert. Straks skulle vi spise middag. Her finder vi desværre ud af at vi også skal betale for drikkevarer. Vi havde fået at vi at kun skulle betale for drikkevarer med alkohol. Men sådan er det altså ikke. Bagefter mødte vi vores guide og gruppe. Med dem tog vi til en sommerfuglefarm som ligger meget tæt på. Her så vi mange forskellige og flotte sommerfugle og pupper, som vi selvfølgelig har taget en masse billeder af. Man er vel turist. Om aften var der aftensmad, som er buffet, hvilket det er også er om morgen og om middagen, og det er jo dejligt for så kan man gå uden om risene. Det er super lækkert mad vi får. Derefter gik vi til værelset og gik i seng. Vi skal nemlig tidlig op i morgen.

Nye billeder!

2008-07-20T14:37:00.000-07:00

Hej alle sammen!
Nu er vi ankommet til Patate efter en tur i junglen. Vi naar kun denne gang at laegge billeder ind og saa maa teksten til billeder og tekst om vores tur komme paa bloggen senere. Men nyd billederne og saa kan I gaette hvad I ser og skal vi nok skrive hvad det er, saa I senere kan laese om I har gaettet rigtigt:-)
Ses!
Louise og Benjamin

Vores tur til Puerto Lopez!

2008-07-09T08:57:00.000-07:00

d. 8 juli 2008

Hej Alle sammen!

Nu er der kun en uge tilbage af skolen. Det glæder vi os meget til fordi det ikke helt har været så meget ferie. Vi vidste godt at der ikke ville være meget ferie, men det var alligevel et chok for os hvor meget arbejde vi havde for os.

Men i sidste weekend havde vi for første gang på vores tur en rigtig ferie. Denne her gang skulle vi til kysten. Vi kæmpede med at få denne her weekend meget mere struktureret, så vi ikke vil støde ind i så mange problemer og især for at vi havde noget mere tid til at opleve og ikke så meget rejse. Men problemer er noget man let og ofte kan støde ind i – det er bare ikke så sjovt. Især hvis man har svært ved sproget.

Men vi fik arrangeret at tage af sted til Puerto Lopez, som er ved kysten, om fredagen lige efter skoletid sammen med to andre piger fra skolen. Vi havde fået at vide, at det måske var muligt at komme til Puerto Lopez samme dag, men at det nok var en lang tur. Det er svært at vide helt præcist hvordan og hvornår busserne kører, og det vi ved, får vi at vide efterhånden som vi kommer frem og tilbage. Det er lidt som at rejse i blinde for os, da vi kun næsten kan regne med hvad der bliver sagt fra de diverse mennesker.

Så vi tog af sted fra Cuenca til storbyen Guayaquil.

Det tog 4 timer at komme der til. Som altid er det noget hårdt at køre i bjergene, som Cuenca er omringet af, men når man kommer til kysten er det mere eller mindre flat, så det var rart. Desuden kunne vi straks mærke, da vi kom ned på havniveau, at det blev meget varmere. Det har længe været noget koldt i Cuenca. Især i skolen har det været koldt, og hernede isolerer eller varmer man husene op. Så alle fire jublede da varmen kom.

Kystområdet er meget anderledes end i bjergene. Her skulle vi hurtigt se massere af plantager med bananpalmer og andre eksotiske frugter (mest bananpalmer). Her er byerne lidt mere støvede og beskidte, hvilket jo nok er pga. den dejlige varme. Folk går med shorts her!

I Guayaquil ankom vi til en kæmpe busterminal, der var på tre etager. Her kørte diverse busser ind, som myrer til en myretue, og her steg af og stod på flere tusinde mennesker. Det var helt proppet da vi kom dertil. Det skal lige siges at Guayaquil er Ecuadors farligste by, og her ville vi helst ikke overnatte.

I busterminalen fandt vi hurtigt en skranke, hvor de solgte billetterne til bussen til Puerto Lopez. Det skulle straks være nemmere sagt end gjort, men folk er venlige til at hjælpe (vi er selvfølgelige altid opmærksomme på om der er en bagtanke) og vi fat ud af at vi skulle med en bus til Jipijapa, hvilket vi skulle skynde os til, da den ville køre om 8 minutter. I højt tempo fulgte vi en lille tyg mand (han kunne ikke løbe så hurtigtJ) op på tredje etage, hvor bussen holdte.

Så kom vi af sted til Jipijapa, efter at vi kraftigt havde bedt om at komme på toilettet, da det jo er noget svært at komme på toilettet i bus, eftersom der ikke er noget.

I Jipijapa skiftede vi til en den sidste bus til Puerto Lopez.

Vi ankom ved ti-tiden i Puerto Lopez. Her blev vi hurtigt mødt af en gruppe fyre, der ville sælge en tur til Isla de Plata. Det ville vi rigtig gerne bestille en tur, men vi var så trætte og ville bare finde vores hotel for at sove. Det hotel vi havde forestillet os at overnatte ved var optaget, men vi var heldige at finde et andet. Det så ikke så spændende ud og vi måtte alle sove sammen; Louise og jeg sammen og pigerne i en køjeseng. Heldigvis var det ikke så dyrt og det var meget bedre end det hotel vi boede i i Ingapirca. Dog var toilettet lidt ”sjovt”, da døren kun dækkede en smule. Benjamin var måske den eneste der var ligeglad. Derefter var det bare om at finde et sted at spise, da vi var meget sultende. Vi fandt et sted, hvor vi bestilte noget mad med kystens speciale – havets frugter. Det var ikke det bedste sted og de kunne heller ikke finde ud af at lave nogle gode drinks. Kun juicen kan anbefales.

Den næste dag stod vi tidligt op, da vi skulle bestille en tur til Isla de Plata. Efter morgenmaden begyndte jagten sammen med nogle tyskere vi havde mødt natten før, og det skal siges at det var svært, for mange turister var kommet til byen. Det var faktisk umuligt om lørdagen og inden vi havde set os om var det for sent. Alle bureauer var optaget. Det var lidt ærgerligt, da vi gerne ville bruge søndagen på at komme hjem til Cuenca i god tid. Vi vidste med det samme at vi ville komme senere hjem til Cuenca, da turen til øen ville vare fra kl. 9 om morgen til kl. 5 om eftermiddagen, og det havde jo taget os ca. 10 timer at komme derop. Men vi bestilte en tur om søndagen i stedet for hos et firma, der var anbefalet i vores bog, og vi fik det til en billigere pris. Det skulle jo prøves.

Desværre fandt vi ud af at vi ud af at vi havde problemer med at hæve fra banken i byen, så hele turen måtte vi låne af den russiske pige vi rejste med. Det var ikke så sjovt, da det jo ikke giver den samme frihed. Men der var heldigvis ikke problemer med kortet, da vi kom hjem til Cuenca.

I stedet for sejlturen tog vi sammen med tyskerne til en national parkreservat, der lå en halv time derfra i bus. Det blev en rigtig hyggelig tur, hvor vi for første gang fik set pelikaner og nogle andre rovfugle. Vi fik også for første gang set termitter. Viste I at de bor i en kæmpe kuppe, der ligner lidt en bistade, og at de ikke er så glade for sollys, så derfor laver de en slags tunnel uden på træstammen for at vandre. Vi har forsøgt at tage billeder af det så I kan se det derhjemme.

Senere ankom vi til en strand, som vi havde noget svært ved at komme væk fra. Her så vi krabber vandre på stranden og gemme sig i sandet. De er meget svære at fangeJ. Desuden var de hurtige til at opfange at der (måske) var fare på færre og at de skulle skynde sig væk. Forstil jer at I langt fra kan se krabberne sidde og sole sig i solen, hvorefter at de meget hurtigt skynder sig væk, når I bevæger jer hen imod dem.

Vi så også andre dyr, såsom krabsdyr, der boede i sneglehus. Det var sjovt at tage dem op, hvorefter sneglehuset hurtigt bevægede sig. Til dem der har set Pirates of Carabien 3 har også set at en af de onde pirater har et hoved som et havsneglehus, der er uafhængigt af kroppen. Det er sådanne sneglehuse. Der var selvfølgelig også mange sorte søpindsvin og meget mere.

Det blev en lang tur, hvilket var meget smuk og spændende. Vi prøvede også at bade ved en af de strande vi kom til. Vandet er meget saltet her, men lækkert. Vi blev desværre ramt af noget, der muligvis var brandvandmænd, hvilket gjorde ondt og fik os op af vandet. Det skulle heldigvis vise sig ikke være noget slemt, da det var væk dagen efter. På samme strand fandt vi i vandet også en halvdød pelikan. Mange turister stod bare og kiggede på den mens bølgerne skylder over dens hoved. Vi valgte, at tage den i vingerne og bære den længere op og væk fra vandet, så den ikke ville fryse yderligere eller drukne. Louise ved jo godt hvordan man tager fat i en sådanne en fugl, der ca. er dobbelt så stor som end en gås og tungere. Vi kunne se at den blev tør efterhånden, men vi tror ikke at den ville være i live dagen efter. Men så fik gribbene, der fløj over stranden, da også noget at spise.

Igen på samme stand fandt vi to døde kuglefisk (tror vi de hedder), som ligner pindsvin bare i vand og puster sig op, når der er noget på færre. Meget sjovt at se hvor store og hårde deres kæber er. Ligner mere eller mindre et næb fra en fugl.

Vi nød turen så meget at parken faktisk lukkede mens vi var der. Så vi gik mod udgangen, hvor en taxi ventede på de sidste gæster. Det skal lige siges, at i Puerto Lopez, så vi for første gang en masse taxier, som bestod af en motorcykel en påbygget vogn. Det var sådanne en taxi, der ventede på os. I stedet for at gå ca. 2 km for at komme til hovedvejen for der at tage en bus til Puerto Lopez valgte vi syv at betale 6 dollars for taxi. En fantastisk tur, der ca. varede 30 - 40 min. Vi kunne lige være der, bortset fra en, der valgte at stå bagpå. Knallerten kunne næsten lige trække os hjem og den brokkede sig også især op ad bakkeJ.

Om søndagen stod vi tidligt op, da vi havde hørt at det skulle være noget af en oplevelse at se fiskerne komme hjem fra havet med deres fangst. Det sjove skulle være at se fuglenes intense kamp om at få lidt af fangsten. Men da det er søndag vælger jo mange at holde fri ligesom hjemme i Danmark. Det havde vi ikke tænkt på.

Men nogen fiskere havde til vores fordel dog valgt at arbejde alligevel. Så vi var heldige at se at en båd havde fanget en haj og en sejlfisk (en lignende sværdfisk med en stor rygfinde) og nogle andre fisk, såsom tunfisk og makreller m.m.

Puerto Lopez er en havneby, men de har ikke nogen havn, så fiskere sejler ind til land med deres fangst. Det samme må tourbureauerne til Isla de Plata også. De bakker ind til stranden, hvorefter turisterne går gennem vandet og op i båden. Det skal siges at det hurtigt bliver dybt, så man skal ikke gå så langt.

Efter vores 2 dollars amerikanske morgenmad mødte vi op hos bureauet, hvorefter vi betalte de sidste penge og så drog vi af sted på Isla de Plata.

Isla de Plata er meget interessant, da den har nogle af de samme fugle, som Galapagos. Vi skulle vælge mellem to ruter på øen pga. den korte tiden, hvilket betød at vi kun kunne se nogen af fuglene. Efter ca. 1, 5 time i en lille hurtig båd ankom vi til øen. På selve sejlturen havde vi set hvaler pruste i det fjerne, men hvalerne ville være mere aktive om eftermiddagen, så derfor holdte vi ikke stille for at se dem.

Efter en kort pause på øen tog vi af sted med vores guide. På vores tre timer lange gå tur så vi meget flot natur og forskellige fugle. Det var sjovt at se disse mågelignede fugle med blå fødder og at de ikke var så bange for os. Vi gik ofte meget tæt forbi dem. Også deres lyde var sjove at høre. Hunnens lyd mindede om en piftelyd og hannens som en andelyd eller det instrument man bruger til at lokke ænder med på jagt. Meget sjovt. Vi kom også til at gå meget tæt forbi en stor albatros, som er fire gange så stor som en gås. Fantastisk! Vi har taget en masse billeder, som vi håber at vi få sat ind på google.

Det var meget varmt og også lidt hårdt at gå, så det var nødvendigt med en del pauser.

Efter vi kom tilbage til stranden, hvor båden lå, holdte vi en kort pause, hvorefter vi gik ombord på båden, hvor vi fik frokost. Vi skulle hurtigt videre, da vi skulle snorkle.

Inden vi gik i vandet smed guiden brødstykker i vandet, hvorefter en masse fisk strømmede til for at spise. De var meget flotte.

Efter at vi havde modtaget masker og snorkel var det bare i vandet, da vi kun havde en halv time. Vi skulle jo også se hvaler. I kom vi og hold da op, hvor var det spændende. Hvis maskerne havde været lidt bedre ville vi nok havde ønsket at have været der noget længere.

En halv time var gået og så skulle vi se hvaler. Vi har jo mere eller mindre set hvaler i New Zealand. Men disse hvaler var noget mere aktive end dernede. pga. (måske) nogle parasitter på huden er hvalerne nød til at slå det af huden. Det gør det ved at dykke ned i vandet, hvorefter at de lodret dykker op, for så at slå kroppen mod vandet. Meget fantastisk. Det lykkes os at få det på video, selvom det var meget svært. Desuden kan hvalerne også finde på at bare ligge i overfladen og plaske med finnerne. Det så vi længe to eller tre hvaler gøre. Har vi nævnt at det var fantatisk? J

Så var det hjem af og kl. var desværre halv 6. Hurtigt sprang vi i land og hurtigt gik vi mod bureauet for at hente vores tasker for at så gå mod bussen. 6 af os nåede lige at få noget at spise før bussen kørte.

Desværre skulle det blive meget svære at komme fra Jipijapa til Guayaquil. Den sidste af os måtte spise og vi tog det lidt roligt for der skulle nok komme mange busser på denne strækning, tænkte vi. Men men… Da vi var klar til at komme af sted var de busser, der kom forbi, fyldt op og kunne ikke have flere med. Og det blev ved. Den ene bus efter den anden kørte forbi og vi blev mere og mere bange for ikke at komme til Guayaquil. Vi var lige ved at betale 70 dollars for at tage med en taxi, da en stor bil med pladser til omkring 10 personer dukkede op. Og Yes! Vi kom med. Men det var jo meget senere en forventet.

I Guayaquil fik vi hurtigt købt billetter og kom med bussen kl. 12 ved midnat. Vi var godt nok trætte på det tidspunkt.

Mandag morgen kl. 6 ankom vi til Cuenca. Om to timer skulle vi stå på skolen og modtage undervisning. Vi tog afsked med pigerne, tog en taxi hjem, vi tog et bad, vi spiste morgen mad og så gik vi til skole. Benjamin havde svært ved at huske grammatikreglerne og ved at se hvad han egentlig skrev. Det kan tage sin tid på den måde. Louise måtte bede om en pause, og fik sovet en time på skolen. Det var en svær skoledag.

Louise var sej, da vi kom hjem, da hun fik vasket alt vores tøj med knofedt som sidste gang. Benjamin havde været med til at lægge tøjet i blød, men måtte give op for trætheden og sov i tre timer. Den aften gik vi tidligt i seng.

I øjeblikket har vi travlt med at finde ud af hvordan vi kommer videre fra familien og skolen her i Cuenca. Vi har en uges pause før vi starter igen med at arbejde. Først troede vi at vi kunne tage til en skole i junglen og modtage undervisning hvorefter vi fik guidet ture. Det kunne være perfekt, da Benjamin godt kunne tænke sig mere undervisning og så fik vi besøgt junglen samtidig. Men pga. det tidspunkt vi startede skolen i Cuenca passer det dårligt med skolen i junglen, som er under samme firma, da undervisningen kun kan starte om mandagen og slutte om fredagen. Det ville betyde at vi skulle droppe undervisningen i Cuenca mandag og tirsdag uden at få de penge tilbage og tage af sted om søndagen. Desuden er der fyldt på den skole. Hvis vi havde vidst det noget tidligere kunne vi måske have fundet en løsning. Men det er ikke muligt nu.

I dag har vi snakket om hvilket sted vi skulle vælge i junglen, for vi skal i junglen. Det er et must! Prisen er 12.000 kr. til forskel. Det ene ligger dybt i junglen, hvilket betyder at man skal flyve derind og så er det nok heller ikke så luksusløst. Men der er muligheder for at fiske piratfisk! Det er den dyre. Den billige er meget luksusløst og har også svømmingpool, og der er også muligheder for at sejle på floderne. Det er mere et turiststed, hvor det andet er mere jungle. Men man kan ikke fiske piratfisk, og det ligger ikke så dybt i junglen. I den dyre er der måske også muligheder for at se så mange forskellige dyr pga. at det ligger så dybt i junglen. Over 500 forskellige fugle er noteret og over 300 forskellige træer er noteret. Begge steder er der guidet ture hver dag.

I morgen tager vi med pigerne til Cajas, som er et reservat en time fra Cuenca. Vi ved ikke så meget om reservatet end at det skulle være meget koldt. Stakkels Eli, den amerikanske dreng, har været på visit i reservatet og kom fuldkommen våd hjem fra turen. Knægten havde ikke haft regntøj med, så vi er den erfaring rigere. Tak Eli!

Håber at I alle sammen har det godt. Tænker meget på jer, på fuglene, vores lille bil, på den danske mad, de varme brusebade, vores gode seng, det danske system (det kan godt betale sig at betale skat!) og meget mere.

Store krammer og kysser til alle sammen.

Louise og Benjamin

Det sidste nye fra os!

2008-07-03T10:04:00.000-07:00

d. 2 juli 2008

ja ja, vi ved godt det er længe siden at vi har skrevet noget, men det er fordi vi har haft travlt med en hel masse siden sidst. Nu skal I bare høre…

En ny dreng er kommet til familen. Han boede her sammen med sin mor i et par dag. De er begge fra America. Han skal være her i tre uger.

Vi havde det noget svært ved at han kom, fordi vi havde været så glade for familien og følte os lidt udenfor, og fordi han var meget bedre til spansk end vi er. Så det var ikke så fedt. Vi synes også at det var lidt mærkeligt, da vi havde følt os lidt specielle, at det så kom en ny til familien, som blev modtaget lige sådan. Ja, så er det bare ikke så meget anderledes end en vi bor her for at de kan tjene nogle penge. Men det er anderledes i dag.

Op til vores weekend havde vi svært ved at finde ud af hvad vi skulle lave. Vi havde håbet lidt på at komme af sted om fredagen. Men det kom vi ikke. Vi havde snakket om at tage til kysten, men det kræver lidt at vi kan komme lidt tidligere af sted da det er en lidt længere tur.

Men vi fandt endelig ud af hvor vi skulle hen. Vi skulle selvfølgelig se La nariz del diablo, som er en del af en togstrækning i bjergene, hvor mange har mistet livet ved at arbejde på togstrækningen. Derfor navnet. Altså, det betød at vi skulle fire timer i bus til Alusi, hvorfra det her tog går fra.

Busturen kort sagt: af helvedes til. Endelig er vi fremme, hvor vi finder ud af at der fest for helgen skt. Paulo. Det er tydeligt at se at man er i Alusi, da man har sat en kæmpe mæssig statue op af skt. Paulo.

I Alusi finder vi hurtig ud af at toget kører samme dag. Vi troede at den kun ville køre onsdag, fredag og søndag. Det var jo rart, for så skulle vi ikke tænke på det dagen efter, som vi gerne vil bruge på at komme hjem og slappe af. Så vi steg ombord på en specielt tog, der mere ligner en lastbil på skinner. Her kunne man vælge at side oven på toget, hvilket vi gjorde.

Det var en spændende tur. Louise så en ørn. Desværre var det ikke en condor. Men ellers gik det nogen gange hurtigt og andre gange langsomt. Tja… man kan godt forstille sig den gamle rutjebane i tivoli, bare in real life.

Noget vi synes var sjovt var at nogle får havde valgt at græsse på togbanen og havde lidt svært ved at finde ud af at de skulle flytte sig.

Vi har taget en masse billeder og film af turen, så I kan få en fornemmelse af hvor stejlt det er på turen. Dog har vi svært ved at ligge filmene ind så I kan se dem. Det må vente.

Efter vi ankom til Alusi igen, skyndte vi os med at finde et hotelværelse, så vi ikke skulle bære så meget på vores bagage. Men men… Der var ikke plads nogen steder pga. denne her festival. Vi var meget tæt på at finde et sted hos en ældre dame, men vi var ikke så glade for at sove på det bare gulv i det meget tomme rum og takkede derfor ”ellers tak”. Så vi kunne ikke forestille os andet end 4 timers tur hjem igen til Cuenca.

Men inden da, ville vi lige opleve festivalen. Vi havde hørt at der ville være tyrefægtning i byen og det skulle vi se.

Men det skulle vise sig at være meget anderledes end man kender i Spanien (heldigvis). For det første blev tyren ikke dræbt, for det andet stod der ikke kun én tyrefægter men måske 50-60 ”maskuline” mænd, der ville vise hvor modige de var. Stakkels tyr! Den vidste næsten ikke hvem den skulle vælge at stange. Men det var meget underholdende.

Hernede er det vist ved tradition en stor glæde at slås, hvilket vi også fik en lille forsmag på. I manegen opstod der slagsmål og en stor gruppe fyre samlede sig i den ene side af manegen. Der så tyren, der i øjeblikket var glemt, chancen for at ramme så mange som muligt. Et fantastisk show!

Ellers skulle vi lige op og se den store statue og spise lidt mad og så var det ellers op til hovedvejen, for at fange en bus. Det er svært at vide hvornår busserne går. Men vi ved dog at de går ofte.

I går var vi med skolen på marked. Her blev Benjamin renset for 1,5 dollars hos en ældre kone. Med nogle forskellige urter slår hun den beskidte på hovedet, på armene, i ansigtet, på maven og så videre mens hun siger nogle ord. Bagefter kører hun et æg rundt på sammen områder. Efter æggeprocessen slår hun ægget i stykker og fortæller ud fra ægget hvordan Benjamin har det. Derefter vælger kvinden at tage noget vand (Benjamin tror at det er sprut, pga. det duftede som noget vi smagte i fredags) i munden og så derefter sprøjte/spytte/puste det i ansigtet, på maven, i nakken og til sidst i ryggen. Altså fire gange. Finalen er et kryds i panden med noget kul. Meget spændende.

Fra i går til i dag har Benjamin været syg. Han havde 37,6 i feber og i dag noget diaré. Eli, den nye dreng, havde fornyeligt spist en burger, som var købte til ham fra gaden. Han vidste godt hvad konsekvensen kunne være, men havde svært ved at takke nej. Så han blev syg og har haft feber og har stadig diaré. Vi ved ikke hvorfor Benjamin blev syg for vi har ikke videre spist noget der kunne tyde på at være beskidt. Men det har været koldt hernede. Især på skolen. De fyrer ikke op med noget hernede, hverken på skolen eller i hjemmet. Men Benjamin har fået det bedre.

Familien har virket lidt uforståelige og lidt irriteret overfor hvorfor vi ikke ville tage deres medicin, indtil at Louise viste hvor meget vi faktisk har taget med. Vi blev nød til at vise det for det irriterede os at de ikke kunne forstå at vi ikke kender deres medicin. Rocio var ved at falde ned fra stolen ved at se hvor meget vi havde. ”Det er jo et helt apotek”, sagde hun.

I weekender er planen at vi tager til kysten til byen Puerto Lopez, hvor der netop på dette tidspunkt skulle være gode muligheder for at se hvaler. Vi er nok tre der tager sted, altså fra fredag eftermiddag til søndag. Louise snakker meget med Andrea, som er fra sydtyskland, som har sagt ja til at tage med.

I dag skal vi til salsa på skolen og i morgen skal vi på et diskotek, hvor man kun danser salsa.

Håber at I alle har det godt.

Er i ikke søde at skrive hvem I er når I skriver i kommentarerne. Vi kan godt lide at se hvem der skriver. Det er selvfølgelig også sjovt at gætte hvem der skriver, men I skal ikke regne med at få påskeæg, hvis vi ikke gætter det. DET ER KUN TIL PÅSKE!

Saa kom der endelig noget nyt:-)

2008-06-23T15:51:00.001-07:00

d. 22 juni 2008

Hej alle sammen!

Meget er sket siden sidst.

I fredags d. 20 juni havde Rocío fødselsdag. Om morgen valgte vi at synge ”I dag er det…fødselsdag ” for Rocío, og hun havde tårer i øjnene. Det syntes hun var pragtfuldt. Så fik vi serveret morgenmad, som vi nu gør hver morgen. For det meste får vi serveret æg og boller til morgenmad. Vores maver er ved at vende os til æg om morgen. Vi har begge lidt, især Louise, har haft problemer med at spise æg, pga. de følgende æggebøvser. Yummi! hehe

Efter at vi havde været i skole, tog vi på et marked og købte blomster. Det var godt nok svært at finde ud af hvad der var normalt at købe, for mange af boderne havde nogle mærkelig buketter, hvor blomsterne var placeret i en lille kurv og de var præsenteret så man fik en association af en borgerbuket( blomster til en begravelse). Men vi valgte en alm. buket. Det skal godt nok siges at man får noget for pengene, vi købte en buket til 5 dollar altså ca. 25kr. Den var bare så flot og stor!

Så har vi været på vores første weekendtur i Ecuador. Turen gik til Ingapirca, hvor man kan se ruinerne af den gamle by og tilhørende soltempel. Vi tog til Ingapirca i den tro om at vi skulle til ”fiesta del sol”- solensfest som bliver holdt der, men nej det var altså i sidste uge at de holdte denne fest.. øv øv. Men vi blev altså indkvarteret på et af den nærliggende byers hotel, hvor det så senere skulle vise sig at taget var utæt, så det regne ind hele natten( heldigvis i modsatte ende af hvor sengen var). Det var dog ikke så meget vi fik ind på værelset. Men det dryppede hele naten.

Selvom vi var noget ærgerlige over at der ikke var fest fik vi tiden til at gå, de gamle ruiner (1500 tallet) var meget spændende og gav især mange associationer pga. filmen ”Apocalypto”. Området omkring Ingapirca er meget smukt, der er mange flotte grønne bjerge, floder og små vandfald. Folket der bor der er meget interessante synes vi. De er for det første ikke særlig høje og alle går med en fin og meget ”oldfacion” hat. Alle skal efter en tradition, der hedder, at så var man civiliseret ligesom amerikanerne tilbage i tiden, have en hat på. Den tradition har de så valgt at holde ved. I området omkring Ingapirca går de typisk med hvid hat. Kvinderne går altid i en lang kjole og vi må sige at alle kvinder faktisk har en bred hofte. Så ved I det!

På vores tur på en sti omkring Ingapirca, mødte vi en meget gammel dame. Hun var måske 80. Hun havde en utrolig krumbøjet og retvinklet krop, og det er ikke så mærkeligt, da de på landet slæber utrolig meget på deres ryg, såsom store sække med majs eller kartofler og børn, der kan være helt op til omkring 5-6 års alderen. Det er jo umenneskeligt! Men de gør det.

Vi ville gerne have taget et billede af denne kvinde, så I kunne have set, men vi har det mærkeligt med at tage billeder af folk hernede. Vi er jo ikke i zoologisk have, tænker vi.

Dagen efter, altså d. 21 juni, stod vi tidligt op, for at komme i god tid hjem. Vi kender jo endnu ikke bustiderne, så det er jo spændende hvad tid vi vil komme hjem. Men det skal altså siges at der går mange busser og de er for vores vedkommende ikke så dyre. 15 kr. for to personer for to timers kørsel.

Men altså da vi så står op på dette hotel, kan vi ikke komme ud, fordi alle dørene er låst.. Udenfor kan vi høre bussen gøre klar til at køre og vi kæmper med at finde ud hvordan vi får disse jernporte op. Da vi havde hørt den første bus køre valgte Louise at begynde at råbe ”buenos dias” for at vække folkene i huset. Efter et stykke tid kunne vi høre en rumlen over os og ned kom en meget træt kvinde, der med et snuptag fik døren op. Vi var frie!

Vi tog fra Ingapirca til Cañar, hvor vi valgte at blive i et par timer for at se det lokale marked. Aldrig har vi set så mange bananer! På dette marked kunne man f.eks. købe: æbler, pære, papyafrugter, kokosnødder, jordbær, ananas, gigant store vandmeloner, ferskner, abrikoser, avokado, æg, fisk, diverse mel, krydderurter, majs, diverse kartofler, kød, og tyve eller flere andre frugter vi ikke kender navnet på. Ellers kunne man købe grise, høns, gæs, kalve, dueunger og marsvin, m.m. Sundhedsstyrelsen ville falde bagover og lukke hele marked prompte. Men vi synes at det var hyggeligt.

I Cañar fangede vi en bus tilbage til Cuenca. Da vi ikke havde flere småpenge valgte vi at gå hjem fra busterminalen til vores families hus. Så fik vi da også set lidt af byen.

Men men men…. Her skulle vi for første gang møde en dårlig side af Ecuador. Benjamin havde vores kamera over skulderen og foran sig. I vores gang mod centrum af byen bliver Benjamin pludselig mødt af en sort fyr, der tager fat i kameraet og vil true sig til kameraet for to dollars. Men heldigvis var Benjamin kold og sagde NO! NO! ADIOS! og gik. Louise, der var et stykke bagefter, opdagede først hvad det handlede om, da hun kom op til Benjamin.

Heldigvis skete der ikke mere end det, men vi var alligevel meget chokeret. Vi beholdte kameraet og han fik ikke en dollar. Vi så ikke nogen pistol eller kniv, men idioten havde sin ene hånd i sin taske, som om han havde noget faretruende. Det var meget ubehagelig. Og så på højlys dag!

Men problemet er, at hvis man har en rygsæk, vil de bare sprætte taske op og tage indholdet. Hvis de kan se at man har noget der har værdi, vil de prøve at tage det som denne situation.

Dejligt var det at komme hjem til vores familie, der som altid tager imod os med åbne arme og smil. Fantastisk. De blev kede af at høre om vores dårlige oplevelse, men glade for at høre at vi havde en god tur.

Vi blev inviteret på speciel middag ”cuy”. Det er en delikatesse i Ecuador. El cuy er marsvin. Helstegt grillet marsvin med ris, kartofler stegt i æg, mælk og krydderier, samt en gul salsa (en slags sovs) med chili og løg plus en syrlig frugt. Ked af at sige det Eliza, men Dipsi er i fare når vi kommer hjemJ Det smagte nemlig rigtig fint. Desuden var det rigtig hyggeligt at spise med familien, der for en gangs skyld var samlet, omkring bordet.

ps. flere billeder fra ingapirca m.m. kommer senere i loebet af ugen

Saa er vi landet i Ecuador!

2008-06-16T09:40:00.000-07:00

Hej alle sammen!

Saa er vi for foerste gang i Ecuador efter 2 timers flyvning fra Koebenhavn til Heathrow, hvorefter vi ventede omkring 12 timer paa at komme videre, dernaest med 9 timer med british airways til Miami, her kaempede vi i to timer med pas og andet dokumentation. Vi var bange for at vi ikke ville naa flyet men det gjorde vi heldigvis. Vi kunne sagtens slappe af. Saa var det 4 timer til Quito i Ecuador. Alt i alt ca. 27 timers transport. Vi kan godt sige, at vi er lidt traette. Isaer naar vi taenker paa i morgen der byder paa 10 timers bustur til Cuenca, sydpaa. Fedt.

Men den allerbedste nyhed er at Benjamin saa Femoe og kunne vinke farvel. Fantastisk oplevelse!

Og hold da op hvor var det haardt at vente i Heathrow lufthavn i de 12 stive timer. Benjamin proevede at finde noget, hvor der var bare en smule laekkert at sove. Der var ikke noget gulvtaeppe vi kunne ligge paa. Vi fandt dog en cafe der var aaben 24x7 hvor vi koebte lidt at drikke og satte os og saa nogle film paa computeren. Det tog lidt af tiden.

Men langt om laenge ankom vi til Ecuador. Ecuador er noget mere moderne end vi havde forventet. Nu er det jo ogsaa hovedstaden vi er i nu og vi har hoert at det bestemt ikke er lutter lagkage paa landet.Men nu maa vi se.

I dag gik vi ud og fandt noget morgenmad. Benjamin synes at det lidt svaert med det spanske men glaeder sig til at komme paa skolen og laere noget. Louise klarer sig fint. Men det er isaer svaert naar de taler hurtigt.

Vi tog hen til New Horizons, hvor vi fik at vide, hvad vi praecis skal lave og hvor vi skal bo, naar vi skal i praktik. Vi maa bestemt sige at vi er i trykke haender. Det foelses sadan!

Men ellers er planen at vi skal kigge lidt paa Quito i dag. Vi har kun i dag, da vi i morgen skal afsted kl. 6 om morgen. Suk! Saa maa det ogsaa snart vaere slut med at rejse!

Så er vi næsten klar!

2008-06-12T12:58:00.000-07:00

Så bliver der kæmpet med at få de sidste ting på plads.
I går var vi på apoteket og vi må nok sige at vi blev lidt overrasket over hvad det koster i diverse medikamenter som vi skal eller bør have med. Lidt over 1600 kr. skulle vi af med og så oven i hatten tog Benjamins læge 200 kr i rejserådgivning, som han har fået ude fra Statens Serums institut, hvor vi blev vaccineret. Vi følte begge to at vi var blevet snydt. Louise var stik tosset og var lige ved at gå op til vores læge og flå de 200 kr ud af hænder på ham. Men kom i tanke om at det nok var en god ide at kigge op forbi hendes egen læge før, for at høre om han kunne tillade sig det. Det sjove i det hele er jo at Louise bare gik ind til sin læge og fik nøjagtigt den sammen forbyggende medicin som Benjamin skulle ind og have. Han skulle dog bare lige betale 200 kr.
Men når det er forbyggende medicin er det lovligt at kræve et honorar, fortalte en læge hos Louises lægehus. Men det gjorde de ikke hos dem, så Benjamin overvejer... eller Benjamin har bestemt sig for at skifte læge dertil selvom at det koster 150 kr og at han ikke går så meget til læge. Men han vil ikke franarres igen.
Så var vi ellers hjemme hos Svend-Erik og Jane og få noget god mad i går og det var bestemt hyggeligt selvom at det blev lidt sent.
Vi ville jo gerne mødes med venner og kammerater inden vi tager af sted, men man kan ikke nå det hele. Så vi har lige klaret familien Femø i weekenden og Louise klarede lige Kirstine og ungerne i dag og havde også besøg af Hans' datter Sif i dag.
I morgen står den på familien på midtsjælland, hvor vi skal se søster Eliza spille teater og stille vores højtelskede røde citreon hos Louises mor og Poul.
Men vi skal lige blive færdige med at pakke. Vi er blevet lidt i tvivl om hvor meget vi må have med i bagagen og vi må have 2 tasker med. Så vi skal ringe til British Airways og så må vi se. Vi ville jo gerne have noget tøj med ned til Ecuador til børn med flere.
Benjamin er blevet lidt mindre nervøs for det at lære det spanske, da han hørte fra Bo fra supporten på Seminariet, at han for 20 år siden havde været i sydamerika , hvor han også fik undervisning i spansk og dog på to uger, og fortalte Benjamin, at det skulle han nok klare.
Nå, det var sidste nyt fra os af.
Videoen er bare en prøve video men også lidt sød eller sjovt om I vil. Den er fra Femø, da vi var ude og gå en lille tur med Pellegris og hesten Filur. Det er en oplevelse alle bør prøve inden de går fra denne verden - en gåtur med en gris til stranden og se dens oplevelser med de nye elementer. Det er lykke!