Hej alle sammen!
Saa er vi paa galapagos!
Desvaerre har vi ikke saa meget tid til at skrive til jer, men vi er jo ogsaa snart hjemme og en uge og saa kan vi jo ellers snakke loes om hvad vi har oplevet.
Vores opgave for os i dag er at faa noget mere plads paa kamaraet og ligge dem ind saa I kan se nogle af de billeder vi har taget fra galapagos. De skulle gerne ligge der paa billedhjemmesiden som I kan klikke ind paa hojresiden af hjemmesiden.
Vi glaeder os til at se jer alle sammen igen om en uge.
Knus og kram og venlig hilsen
Louise og Benjamin
Velkommen
onsdag den 27. august 2008
onsdag den 20. august 2008
19. august 2008
Hej alle sammen!
Den første måned vi var hernede var det meget nemmere for os at komme til nettet, da vi tog til skolen i Cuenca hver dag. Derfor har det været noget sløvt med at skrive nyt til blokken. Der er faktisk ikke mere end 14 dage til at vi igen er i Danmark. Ih hvor skal vi bare have et langt og varmt bad, når vi kommer hjem.
Lige nu er vi på hospitalet i Ambato. Heldigvis har vi fået vores computer med så vi kan sidde og skrive til jer. I går mandag havde vi undervisning hjemme i Valle del rio, hvor vi bor. Efter undervisning fik vi af vide at Lorena skulle til Ambato med ungerne for at købe sko. Da det er lidt svært at komme fra A til B hernede skyndte vi os at gøre os klar til at tage med. Men inden da måtte Louise kaste op og på toilet. Hun havde det lidt dårligt, men valgte at tage med, for vi skulle have klaret de sidste gaver vi gerne ville give væk. Så vi tog af sted.
Men jo tættere og tættere vi kom til Ambato, jo mere og mere dårlig blev Louise. Vi sad længe på en internetcafé for arbejde med en brochure, som vi ville give til Lorena og Martin. Louise måtte kaste op og havde diarré. Heldigvis havde internetcafé et toilet.
Efter at vi var færdige med at printe diverse sider ud, ville vi finde Martin og Lorena. Benjamin prøvede at ringe til dem, men det var svært at forstå hvad de sagde, da de snakkede meget hurtigt ellers var signalet til telefonen meget dårligt. Louise blev ved med at sige at hun ville hjem. Efter at have fået hjælp af søde kvinde, fandt Martin og Lorena os. Vi fortalte at Louise var syg og vi gik derefter hen for at købe medicin. Louise fik noget vand med sukker og salt og så skulle det smage af kokos. Vi håbede at det ville blive bedre for Louise og gik derfor hen for at spise noget mad. Men mens vi andre sad og spiste var Louise på toilettet. Da Benjamin gik op for at hente hende var hun helt svimmel. Det var svært at hjælpe Louise, når hun var så svimmel. Hun var ikke ved sig selv.
Så vi valgte altså at tage til hospitalet.
Her gik Louise ind sammen med Lorena, da der kun måtte gå to ind. Benjamin gik ikke med da han ikke forstår al spansk. Det skulle vise sig at det stod værre til end som så, Louise havde fået en madforgiftning, af maden som vi havde spist til brylluppet weekenden inden.. Men hvorfor var Benjamin så ikke også blevet syg? Jo for det var og er sådan til bryllupper hernede at der er forskellige mænd der går rundt og byder shots af deres wiskey, og folk ville meget gerne have at vi følte os rigtig velkommen derfor blev vi heletiden budt drinks. Da det ikke er så høfligt at sige nej, blev det hurtigt mange shots for Benjamin. Louise havde ondt i hovedet( som sædvanlig) og drak derfor ikke.. Men alle disse mange shots resulterede i at Benjamin blev rigtig dårlig og kastede op, ja faktisk kastede han op i en af vores elevers seng.. ja det var jo nok heller aldrig sket i Danmark.. Men det gode ved at Benjamin var blevet så fuld var at han kastede alt den dårlige mad op, og derfor ikke endte på hospitalet som Louise. Lige netop nu er Benjamin ude i byen for at få ordnet forskellige ting, og Louise sidder på hospitalet og venter på at blive skrevet udJ ( hold fast hvor jeg glæder mig) jeg har ligget med drop i 2 dage og har fået det ene skud pencilin efter det andet, men i dag har jeg det godt, og hvad jeg kan forstå på lægerne så er jeg klar til at blive udskrevet. På søndag rejser vi til Galapagos, det håber vi virkelig bliver en oplevelse, for det bliver noget svært at sige farvel til vores familie og til alle vores elever hernede.. jeg har desværre på fornemmelsen at de sidste dage her bliver noget stressede, fordi vi jo har mistet 2 dage ved at Louise har ligget på hospitalet, men mon ikke vi når det hele alligevel. Vi har så meget at fortælle at det er lidt svært at holde styr på hvad vi skal fortælle først, så jeg tror bare vi venter med det til vi kommer hjem.. hehe. Men alt i alt så regner vi med at vores sidste uger nok skal blive rigtig gode, nu håber vi bare at vores lidt mærkelige praktik bliver godkendt i Danmark, vi har da i hvert tilfælde lært rigtig meget, både pædagogoisk, forskelle på skoler, forskelle på hvad man skal lære i skolen, hvordan man undervisnings differentiere når man har børn fra 5 til 13 år. Puha.. og meget meget mere… Vi glæder os rigtig meget til at se jer alle igen…
Store kys og kæmpe kram
Benjamin og Louise
Den første måned vi var hernede var det meget nemmere for os at komme til nettet, da vi tog til skolen i Cuenca hver dag. Derfor har det været noget sløvt med at skrive nyt til blokken. Der er faktisk ikke mere end 14 dage til at vi igen er i Danmark. Ih hvor skal vi bare have et langt og varmt bad, når vi kommer hjem.
Lige nu er vi på hospitalet i Ambato. Heldigvis har vi fået vores computer med så vi kan sidde og skrive til jer. I går mandag havde vi undervisning hjemme i Valle del rio, hvor vi bor. Efter undervisning fik vi af vide at Lorena skulle til Ambato med ungerne for at købe sko. Da det er lidt svært at komme fra A til B hernede skyndte vi os at gøre os klar til at tage med. Men inden da måtte Louise kaste op og på toilet. Hun havde det lidt dårligt, men valgte at tage med, for vi skulle have klaret de sidste gaver vi gerne ville give væk. Så vi tog af sted.
Men jo tættere og tættere vi kom til Ambato, jo mere og mere dårlig blev Louise. Vi sad længe på en internetcafé for arbejde med en brochure, som vi ville give til Lorena og Martin. Louise måtte kaste op og havde diarré. Heldigvis havde internetcafé et toilet.
Efter at vi var færdige med at printe diverse sider ud, ville vi finde Martin og Lorena. Benjamin prøvede at ringe til dem, men det var svært at forstå hvad de sagde, da de snakkede meget hurtigt ellers var signalet til telefonen meget dårligt. Louise blev ved med at sige at hun ville hjem. Efter at have fået hjælp af søde kvinde, fandt Martin og Lorena os. Vi fortalte at Louise var syg og vi gik derefter hen for at købe medicin. Louise fik noget vand med sukker og salt og så skulle det smage af kokos. Vi håbede at det ville blive bedre for Louise og gik derfor hen for at spise noget mad. Men mens vi andre sad og spiste var Louise på toilettet. Da Benjamin gik op for at hente hende var hun helt svimmel. Det var svært at hjælpe Louise, når hun var så svimmel. Hun var ikke ved sig selv.
Så vi valgte altså at tage til hospitalet.
Her gik Louise ind sammen med Lorena, da der kun måtte gå to ind. Benjamin gik ikke med da han ikke forstår al spansk. Det skulle vise sig at det stod værre til end som så, Louise havde fået en madforgiftning, af maden som vi havde spist til brylluppet weekenden inden.. Men hvorfor var Benjamin så ikke også blevet syg? Jo for det var og er sådan til bryllupper hernede at der er forskellige mænd der går rundt og byder shots af deres wiskey, og folk ville meget gerne have at vi følte os rigtig velkommen derfor blev vi heletiden budt drinks. Da det ikke er så høfligt at sige nej, blev det hurtigt mange shots for Benjamin. Louise havde ondt i hovedet( som sædvanlig) og drak derfor ikke.. Men alle disse mange shots resulterede i at Benjamin blev rigtig dårlig og kastede op, ja faktisk kastede han op i en af vores elevers seng.. ja det var jo nok heller aldrig sket i Danmark.. Men det gode ved at Benjamin var blevet så fuld var at han kastede alt den dårlige mad op, og derfor ikke endte på hospitalet som Louise. Lige netop nu er Benjamin ude i byen for at få ordnet forskellige ting, og Louise sidder på hospitalet og venter på at blive skrevet udJ ( hold fast hvor jeg glæder mig) jeg har ligget med drop i 2 dage og har fået det ene skud pencilin efter det andet, men i dag har jeg det godt, og hvad jeg kan forstå på lægerne så er jeg klar til at blive udskrevet. På søndag rejser vi til Galapagos, det håber vi virkelig bliver en oplevelse, for det bliver noget svært at sige farvel til vores familie og til alle vores elever hernede.. jeg har desværre på fornemmelsen at de sidste dage her bliver noget stressede, fordi vi jo har mistet 2 dage ved at Louise har ligget på hospitalet, men mon ikke vi når det hele alligevel. Vi har så meget at fortælle at det er lidt svært at holde styr på hvad vi skal fortælle først, så jeg tror bare vi venter med det til vi kommer hjem.. hehe. Men alt i alt så regner vi med at vores sidste uger nok skal blive rigtig gode, nu håber vi bare at vores lidt mærkelige praktik bliver godkendt i Danmark, vi har da i hvert tilfælde lært rigtig meget, både pædagogoisk, forskelle på skoler, forskelle på hvad man skal lære i skolen, hvordan man undervisnings differentiere når man har børn fra 5 til 13 år. Puha.. og meget meget mere… Vi glæder os rigtig meget til at se jer alle igen…
Store kys og kæmpe kram
Benjamin og Louise
19. august 2008
Hej alle sammen!
Den første måned vi var hernede var det meget nemmere for os at komme til nettet, da vi tog til skolen i Cuenca hver dag. Derfor har det været noget sløvt med at skrive nyt til blokken. Der er faktisk ikke mere end 14 dage til at vi igen er i Danmark. Ih hvor skal vi bare have et langt og varmt bad, når vi kommer hjem.
Lige nu er vi på hospitalet i Ambato. Heldigvis har vi fået vores computer med så vi kan sidde og skrive til jer. I går mandag havde vi undervisning hjemme i Valle del rio, hvor vi bor. Efter undervisning fik vi af vide at Lorena skulle til Ambato med ungerne for at købe sko. Da det er lidt svært at komme fra A til B hernede skyndte vi os at gøre os klar til at tage med. Men inden da måtte Louise kaste op og på toilet. Hun havde det lidt dårligt, men valgte at tage med, for vi skulle have klaret de sidste gaver vi gerne ville give væk. Så vi tog af sted.
Men jo tættere og tættere vi kom til Ambato, jo mere og mere dårlig blev Louise. Vi sad længe på en internetcafé for arbejde med en brochure, som vi ville give til Lorena og Martin. Louise måtte kaste op og havde diarré. Heldigvis havde internetcafé et toilet.
Efter at vi var færdige med at printe diverse sider ud, ville vi finde Martin og Lorena. Benjamin prøvede at ringe til dem, men det var svært at forstå hvad de sagde, da de snakkede meget hurtigt ellers var signalet til telefonen meget dårligt. Louise blev ved med at sige at hun ville hjem. Efter at have fået hjælp af søde kvinde, fandt Martin og Lorena os. Vi fortalte at Louise var syg og vi gik derefter hen for at købe medicin. Louise fik noget vand med sukker og salt og så skulle det smage af kokos. Vi håbede at det ville blive bedre for Louise og gik derfor hen for at spise noget mad. Men mens vi andre sad og spiste var Louise på toilettet. Da Benjamin gik op for at hente hende var hun helt svimmel. Det var svært at hjælpe Louise, når hun var så svimmel. Hun var ikke ved sig selv.
Så vi valgte altså at tage til hospitalet.
Her gik Louise ind sammen med Lorena, da der kun måtte gå to ind. Benjamin gik ikke med da han ikke forstår al spansk. Det skulle vise sig at det stod værre til end som så, Louise havde fået en madforgiftning, af maden som vi havde spist til brylluppet weekenden inden.. Men hvorfor var Benjamin så ikke også blevet syg? Jo for det var og er sådan til bryllupper hernede at der er forskellige mænd der går rundt og byder shots af deres wiskey, og folk ville meget gerne have at vi følte os rigtig velkommen derfor blev vi heletiden budt drinks. Da det ikke er så høfligt at sige nej, blev det hurtigt mange shots for Benjamin. Louise havde ondt i hovedet( som sædvanlig) og drak derfor ikke.. Men alle disse mange shots resulterede i at Benjamin blev rigtig dårlig og kastede op, ja faktisk kastede han op i en af vores elevers seng.. ja det var jo nok heller aldrig sket i Danmark.. Men det gode ved at Benjamin var blevet så fuld var at han kastede alt den dårlige mad op, og derfor ikke endte på hospitalet som Louise. Lige netop nu er Benjamin ude i byen for at få ordnet forskellige ting, og Louise sidder på hospitalet og venter på at blive skrevet udJ ( hold fast hvor jeg glæder mig) jeg har ligget med drop i 2 dage og har fået det ene skud pencilin efter det andet, men i dag har jeg det godt, og hvad jeg kan forstå på lægerne så er jeg klar til at blive udskrevet. På søndag rejser vi til Galapagos, det håber vi virkelig bliver en oplevelse, for det bliver noget svært at sige farvel til vores familie og til alle vores elever hernede.. jeg har desværre på fornemmelsen at de sidste dage her bliver noget stressede, fordi vi jo har mistet 2 dage ved at Louise har ligget på hospitalet, men mon ikke vi når det hele alligevel. Vi har så meget at fortælle at det er lidt svært at holde styr på hvad vi skal fortælle først, så jeg tror bare vi venter med det til vi kommer hjem.. hehe. Men alt i alt så regner vi med at vores sidste uger nok skal blive rigtig gode, nu håber vi bare at vores lidt mærkelige praktik bliver godkendt i Danmark, vi har da i hvert tilfælde lært rigtig meget, både pædagogoisk, forskelle på skoler, forskelle på hvad man skal lære i skolen, hvordan man undervisnings differentiere når man har børn fra 5 til 13 år. Puha.. og meget meget mere… Vi glæder os rigtig meget til at se jer alle igen…
Store kys og kæmpe kram
Benjamin og Louise
Den første måned vi var hernede var det meget nemmere for os at komme til nettet, da vi tog til skolen i Cuenca hver dag. Derfor har det været noget sløvt med at skrive nyt til blokken. Der er faktisk ikke mere end 14 dage til at vi igen er i Danmark. Ih hvor skal vi bare have et langt og varmt bad, når vi kommer hjem.
Lige nu er vi på hospitalet i Ambato. Heldigvis har vi fået vores computer med så vi kan sidde og skrive til jer. I går mandag havde vi undervisning hjemme i Valle del rio, hvor vi bor. Efter undervisning fik vi af vide at Lorena skulle til Ambato med ungerne for at købe sko. Da det er lidt svært at komme fra A til B hernede skyndte vi os at gøre os klar til at tage med. Men inden da måtte Louise kaste op og på toilet. Hun havde det lidt dårligt, men valgte at tage med, for vi skulle have klaret de sidste gaver vi gerne ville give væk. Så vi tog af sted.
Men jo tættere og tættere vi kom til Ambato, jo mere og mere dårlig blev Louise. Vi sad længe på en internetcafé for arbejde med en brochure, som vi ville give til Lorena og Martin. Louise måtte kaste op og havde diarré. Heldigvis havde internetcafé et toilet.
Efter at vi var færdige med at printe diverse sider ud, ville vi finde Martin og Lorena. Benjamin prøvede at ringe til dem, men det var svært at forstå hvad de sagde, da de snakkede meget hurtigt ellers var signalet til telefonen meget dårligt. Louise blev ved med at sige at hun ville hjem. Efter at have fået hjælp af søde kvinde, fandt Martin og Lorena os. Vi fortalte at Louise var syg og vi gik derefter hen for at købe medicin. Louise fik noget vand med sukker og salt og så skulle det smage af kokos. Vi håbede at det ville blive bedre for Louise og gik derfor hen for at spise noget mad. Men mens vi andre sad og spiste var Louise på toilettet. Da Benjamin gik op for at hente hende var hun helt svimmel. Det var svært at hjælpe Louise, når hun var så svimmel. Hun var ikke ved sig selv.
Så vi valgte altså at tage til hospitalet.
Her gik Louise ind sammen med Lorena, da der kun måtte gå to ind. Benjamin gik ikke med da han ikke forstår al spansk. Det skulle vise sig at det stod værre til end som så, Louise havde fået en madforgiftning, af maden som vi havde spist til brylluppet weekenden inden.. Men hvorfor var Benjamin så ikke også blevet syg? Jo for det var og er sådan til bryllupper hernede at der er forskellige mænd der går rundt og byder shots af deres wiskey, og folk ville meget gerne have at vi følte os rigtig velkommen derfor blev vi heletiden budt drinks. Da det ikke er så høfligt at sige nej, blev det hurtigt mange shots for Benjamin. Louise havde ondt i hovedet( som sædvanlig) og drak derfor ikke.. Men alle disse mange shots resulterede i at Benjamin blev rigtig dårlig og kastede op, ja faktisk kastede han op i en af vores elevers seng.. ja det var jo nok heller aldrig sket i Danmark.. Men det gode ved at Benjamin var blevet så fuld var at han kastede alt den dårlige mad op, og derfor ikke endte på hospitalet som Louise. Lige netop nu er Benjamin ude i byen for at få ordnet forskellige ting, og Louise sidder på hospitalet og venter på at blive skrevet udJ ( hold fast hvor jeg glæder mig) jeg har ligget med drop i 2 dage og har fået det ene skud pencilin efter det andet, men i dag har jeg det godt, og hvad jeg kan forstå på lægerne så er jeg klar til at blive udskrevet. På søndag rejser vi til Galapagos, det håber vi virkelig bliver en oplevelse, for det bliver noget svært at sige farvel til vores familie og til alle vores elever hernede.. jeg har desværre på fornemmelsen at de sidste dage her bliver noget stressede, fordi vi jo har mistet 2 dage ved at Louise har ligget på hospitalet, men mon ikke vi når det hele alligevel. Vi har så meget at fortælle at det er lidt svært at holde styr på hvad vi skal fortælle først, så jeg tror bare vi venter med det til vi kommer hjem.. hehe. Men alt i alt så regner vi med at vores sidste uger nok skal blive rigtig gode, nu håber vi bare at vores lidt mærkelige praktik bliver godkendt i Danmark, vi har da i hvert tilfælde lært rigtig meget, både pædagogoisk, forskelle på skoler, forskelle på hvad man skal lære i skolen, hvordan man undervisnings differentiere når man har børn fra 5 til 13 år. Puha.. og meget meget mere… Vi glæder os rigtig meget til at se jer alle igen…
Store kys og kæmpe kram
Benjamin og Louise
19. august 2008
Hej alle sammen!
Den første måned vi var hernede var det meget nemmere for os at komme til nettet, da vi tog til skolen i Cuenca hver dag. Derfor har det været noget sløvt med at skrive nyt til blokken. Der er faktisk ikke mere end 14 dage til at vi igen er i Danmark. Ih hvor skal vi bare have et langt og varmt bad, når vi kommer hjem.
Lige nu er vi på hospitalet i Ambato. Heldigvis har vi fået vores computer med så vi kan sidde og skrive til jer. I går mandag havde vi undervisning hjemme i Valle del rio, hvor vi bor. Efter undervisning fik vi af vide at Lorena skulle til Ambato med ungerne for at købe sko. Da det er lidt svært at komme fra A til B hernede skyndte vi os at gøre os klar til at tage med. Men inden da måtte Louise kaste op og på toilet. Hun havde det lidt dårligt, men valgte at tage med, for vi skulle have klaret de sidste gaver vi gerne ville give væk. Så vi tog af sted.
Men jo tættere og tættere vi kom til Ambato, jo mere og mere dårlig blev Louise. Vi sad længe på en internetcafé for arbejde med en brochure, som vi ville give til Lorena og Martin. Louise måtte kaste op og havde diarré. Heldigvis havde internetcafé et toilet.
Efter at vi var færdige med at printe diverse sider ud, ville vi finde Martin og Lorena. Benjamin prøvede at ringe til dem, men det var svært at forstå hvad de sagde, da de snakkede meget hurtigt ellers var signalet til telefonen meget dårligt. Louise blev ved med at sige at hun ville hjem. Efter at have fået hjælp af søde kvinde, fandt Martin og Lorena os. Vi fortalte at Louise var syg og vi gik derefter hen for at købe medicin. Louise fik noget vand med sukker og salt og så skulle det smage af kokos. Vi håbede at det ville blive bedre for Louise og gik derfor hen for at spise noget mad. Men mens vi andre sad og spiste var Louise på toilettet. Da Benjamin gik op for at hente hende var hun helt svimmel. Det var svært at hjælpe Louise, når hun var så svimmel. Hun var ikke ved sig selv.
Så vi valgte altså at tage til hospitalet.
Her gik Louise ind sammen med Lorena, da der kun måtte gå to ind. Benjamin gik ikke med da han ikke forstår al spansk. Det skulle vise sig at det stod værre til end som så, Louise havde fået en madforgiftning, af maden som vi havde spist til brylluppet weekenden inden.. Men hvorfor var Benjamin så ikke også blevet syg? Jo for det var og er sådan til bryllupper hernede at der er forskellige mænd der går rundt og byder shots af deres wiskey, og folk ville meget gerne have at vi følte os rigtig velkommen derfor blev vi heletiden budt drinks. Da det ikke er så høfligt at sige nej, blev det hurtigt mange shots for Benjamin. Louise havde ondt i hovedet( som sædvanlig) og drak derfor ikke.. Men alle disse mange shots resulterede i at Benjamin blev rigtig dårlig og kastede op, ja faktisk kastede han op i en af vores elevers seng.. ja det var jo nok heller aldrig sket i Danmark.. Men det gode ved at Benjamin var blevet så fuld var at han kastede alt den dårlige mad op, og derfor ikke endte på hospitalet som Louise. Lige netop nu er Benjamin ude i byen for at få ordnet forskellige ting, og Louise sidder på hospitalet og venter på at blive skrevet udJ ( hold fast hvor jeg glæder mig) jeg har ligget med drop i 2 dage og har fået det ene skud pencilin efter det andet, men i dag har jeg det godt, og hvad jeg kan forstå på lægerne så er jeg klar til at blive udskrevet. På søndag rejser vi til Galapagos, det håber vi virkelig bliver en oplevelse, for det bliver noget svært at sige farvel til vores familie og til alle vores elever hernede.. jeg har desværre på fornemmelsen at de sidste dage her bliver noget stressede, fordi vi jo har mistet 2 dage ved at Louise har ligget på hospitalet, men mon ikke vi når det hele alligevel. Vi har så meget at fortælle at det er lidt svært at holde styr på hvad vi skal fortælle først, så jeg tror bare vi venter med det til vi kommer hjem.. hehe. Men alt i alt så regner vi med at vores sidste uger nok skal blive rigtig gode, nu håber vi bare at vores lidt mærkelige praktik bliver godkendt i Danmark, vi har da i hvert tilfælde lært rigtig meget, både pædagogoisk, forskelle på skoler, forskelle på hvad man skal lære i skolen, hvordan man undervisnings differentiere når man har børn fra 5 til 13 år. Puha.. og meget meget mere… Vi glæder os rigtig meget til at se jer alle igen…
Store kys og kæmpe kram
Benjamin og Louise
Den første måned vi var hernede var det meget nemmere for os at komme til nettet, da vi tog til skolen i Cuenca hver dag. Derfor har det været noget sløvt med at skrive nyt til blokken. Der er faktisk ikke mere end 14 dage til at vi igen er i Danmark. Ih hvor skal vi bare have et langt og varmt bad, når vi kommer hjem.
Lige nu er vi på hospitalet i Ambato. Heldigvis har vi fået vores computer med så vi kan sidde og skrive til jer. I går mandag havde vi undervisning hjemme i Valle del rio, hvor vi bor. Efter undervisning fik vi af vide at Lorena skulle til Ambato med ungerne for at købe sko. Da det er lidt svært at komme fra A til B hernede skyndte vi os at gøre os klar til at tage med. Men inden da måtte Louise kaste op og på toilet. Hun havde det lidt dårligt, men valgte at tage med, for vi skulle have klaret de sidste gaver vi gerne ville give væk. Så vi tog af sted.
Men jo tættere og tættere vi kom til Ambato, jo mere og mere dårlig blev Louise. Vi sad længe på en internetcafé for arbejde med en brochure, som vi ville give til Lorena og Martin. Louise måtte kaste op og havde diarré. Heldigvis havde internetcafé et toilet.
Efter at vi var færdige med at printe diverse sider ud, ville vi finde Martin og Lorena. Benjamin prøvede at ringe til dem, men det var svært at forstå hvad de sagde, da de snakkede meget hurtigt ellers var signalet til telefonen meget dårligt. Louise blev ved med at sige at hun ville hjem. Efter at have fået hjælp af søde kvinde, fandt Martin og Lorena os. Vi fortalte at Louise var syg og vi gik derefter hen for at købe medicin. Louise fik noget vand med sukker og salt og så skulle det smage af kokos. Vi håbede at det ville blive bedre for Louise og gik derfor hen for at spise noget mad. Men mens vi andre sad og spiste var Louise på toilettet. Da Benjamin gik op for at hente hende var hun helt svimmel. Det var svært at hjælpe Louise, når hun var så svimmel. Hun var ikke ved sig selv.
Så vi valgte altså at tage til hospitalet.
Her gik Louise ind sammen med Lorena, da der kun måtte gå to ind. Benjamin gik ikke med da han ikke forstår al spansk. Det skulle vise sig at det stod værre til end som så, Louise havde fået en madforgiftning, af maden som vi havde spist til brylluppet weekenden inden.. Men hvorfor var Benjamin så ikke også blevet syg? Jo for det var og er sådan til bryllupper hernede at der er forskellige mænd der går rundt og byder shots af deres wiskey, og folk ville meget gerne have at vi følte os rigtig velkommen derfor blev vi heletiden budt drinks. Da det ikke er så høfligt at sige nej, blev det hurtigt mange shots for Benjamin. Louise havde ondt i hovedet( som sædvanlig) og drak derfor ikke.. Men alle disse mange shots resulterede i at Benjamin blev rigtig dårlig og kastede op, ja faktisk kastede han op i en af vores elevers seng.. ja det var jo nok heller aldrig sket i Danmark.. Men det gode ved at Benjamin var blevet så fuld var at han kastede alt den dårlige mad op, og derfor ikke endte på hospitalet som Louise. Lige netop nu er Benjamin ude i byen for at få ordnet forskellige ting, og Louise sidder på hospitalet og venter på at blive skrevet udJ ( hold fast hvor jeg glæder mig) jeg har ligget med drop i 2 dage og har fået det ene skud pencilin efter det andet, men i dag har jeg det godt, og hvad jeg kan forstå på lægerne så er jeg klar til at blive udskrevet. På søndag rejser vi til Galapagos, det håber vi virkelig bliver en oplevelse, for det bliver noget svært at sige farvel til vores familie og til alle vores elever hernede.. jeg har desværre på fornemmelsen at de sidste dage her bliver noget stressede, fordi vi jo har mistet 2 dage ved at Louise har ligget på hospitalet, men mon ikke vi når det hele alligevel. Vi har så meget at fortælle at det er lidt svært at holde styr på hvad vi skal fortælle først, så jeg tror bare vi venter med det til vi kommer hjem.. hehe. Men alt i alt så regner vi med at vores sidste uger nok skal blive rigtig gode, nu håber vi bare at vores lidt mærkelige praktik bliver godkendt i Danmark, vi har da i hvert tilfælde lært rigtig meget, både pædagogoisk, forskelle på skoler, forskelle på hvad man skal lære i skolen, hvordan man undervisnings differentiere når man har børn fra 5 til 13 år. Puha.. og meget meget mere… Vi glæder os rigtig meget til at se jer alle igen…
Store kys og kæmpe kram
Benjamin og Louise
torsdag den 31. juli 2008
Link til billederne
Hej Alle!
Der er nogen der har haft problemer med at komme ind og se billederne. Vi har derfor langt et link, som man kan klikke paa, for at komme til billederne.
Haaber at det virker bedre for jer.
Med venlig hilsen
Louise og Benjamin
Der er nogen der har haft problemer med at komme ind og se billederne. Vi har derfor langt et link, som man kan klikke paa, for at komme til billederne.
Haaber at det virker bedre for jer.
Med venlig hilsen
Louise og Benjamin
søndag den 27. juli 2008
Fra vores foerste dag i junglen til og med vores foerste uge i Tungurhua.
Hej kaere familie og venner!
Denne her gang er der mere laesning end normalt. Nu har det ogsaa vaeret laenge siden at vi har vaeret paa nettet, saa der er meget at fortaelle. Det er svaere for os at komme paa nettet end normalt, og saadan bliver det nok ogsaa fremover, at I skal vente utaalmodigt paa at hoere noget nyt fra os.
Det er gaadet lidt staerkt med at skrive, saa det kan godt vaerre, at der en nogle stave og tastefejl hist og her.
Teksten er, som bloggen er opsat, med det nyeste oeverst, og det gamle nederst. Saa det kan godt vaere lidt maerkeligt at laese.
Vi har ikke faet taget saa mange billeder til denne her gang, men vi haaber, at vi kan faa styr paa de gamle billeder, saa I kan hitte redde i dem.
Haaber at I alle har det godt.
Med venlig hilsen
Louise og Benjamin
Ps. Det kan godt vaere at I skal have en kop kaffe eller te til laesningen, da det naesten er en roman. Hygge hejsa!
d. 25 juli 2008
Vores første uge i Tungurhua.
Efter en afslapnings tur i junglen, vendte vi næsen mod Patate, nærmere betegnet Valle del rio, busturen fra Ahuano til Patate var som sædvanlig hård og bumpende, men vi nåede frem. Her mødte vi vores plejemor Lorena. Meget sød og skør. Derefter mødte hilste vi på to andre volontører; to piger, som arbejde på diverse hospitaler i området. De er fra Belgien og er meget søde. Desværre er det deres sidste uge her og så har de været her en måned – ligesom vi skal. Vi mødte selvfølgelig også Alejandra og pequeña Martin, også kaldt bebe (baby), som er Lorena og Martins børn. Senere på aften kom Martin.
Familien har et dejligt sted og vi tror, at de går ind i kategorien ecuadorianere-med-flere-penge-end de-fleste. Martin arbejde på diverse projekter. F.eks. bygger han toiletter op i til de fattige i området. Pengene kommer fra Tyskland og Schweiz, som har doneret pengene til projektet. Så han arbejder næsten hele dagen. Lorena arbejde meget på deres ostemejeri, hvor de får mælk fra mange personer i området. Her kommer folk både i bil, på hesteryg eller på ben for at aflevere mælk. Pga. mejeriet får vi meget ost, hvilket ikke gør noget, da det er en meget lækker ost. De laver kun en slags ost her.
I weekenden har de også travlt. De ejer også en restaurant, hvor mange mennesker (mere eller mindre end 100 har de fortalt) kommer for at besøge i weekenden. Familien opdratter ørreder, som de sætter ud i sø, hvor gæsterne kan fiske. Herefter kan de så vælge om familien skal forberede fangsten og så spise i restauranten. Man kan også vælge om man gå i deres svømmebassin. Svømmebassinet kan opvarmes, men de gør det ikke, så det er møj koldt.
Vi bor i et hus, der kun er for volontører. Her er fire værelser, hvor der i hvert er et toilet med bad. Men der er ikke altid vand til at skylde ud i toilettet eller til at vaske fingrene, og det vand, der kommer, kan vi ikke få varmt. Pigerne, der jo har boet her i en måned, har kun haft et varmt bad. Ellers har de måtte bade i det kolde. Det har betydet at vi ikke rigtig været i bad i en uge nu. Louise skyllede håret den ene dag, og Benjamin var i dag for første gang i svømmebassinet og vaskede sig sæbe med vand fra en vandslange. Ja, sådan er det hernede.
Ang. skolen har det været meget svært. Første dag kørte vi op til bjergene til en by ved navn Sucre. Denne by skulle have en meget fattig befolkning. Men det var en mærkelig start på vores arbejde. Vi vidste nemlig i forvejen ikke ret meget om hvad man ønskede at vi skulle undervise i andet end engelsk, og at børnene har ferie på det tidspunkt, vi er hernede. På skolen var der ingen undervisere. Vi skulle mødes med en person, en lærer måske, og snakke om vores undervisning og hvad vores opgave ville være. Men den person, som vi muligvis kunne snakke med var i Ambato, altså en time derfra. Så det så lidt sort ud for os. Der stod vi der uden nogen til at undervise.
Datteren af den person vi skulle have snakket med åbnede op for et klasselokale. Der var frygteligt rodet og Louise gik i gang med af feje. Pludselig kom der nogle børn. De var nysgerrige og de blev inviteret indenfor, hvorefter vi spurgte dem om de ønskede at lære engelsk, hvilket de svarede ja til. Så den dag fik vi dog undervist noget, selvom det var lidt akavet. Der var en tavle, men så var der heller ikke andet.
Efter at have undervist eleverne gik vi hjemad. Der er ingen busser, som vi kan tage, så vi skal blaffe os fra A til B, hvis vi skal nogen steder. Men på vores vej hjem mødte vi ingen biler. Så vi gik ned af bjerget i 1,5 time. Landskabet er meget smukt hernede og folk er meget venlige. De vil alle gerne hilse på os eller i de mindste vinke til os. Meget hyggeligt.
Dag to var meget nemmere. Her kom vi til en skole i byen Baqarizo Morena, hvor der var en der tog imod os og en skole med elever. Så var der er arbejde. Vi delte os op. Louise tog de små børn og Benjamin de store, for de store kunne måske hjælpe og forstå Benjamin bedre end de små. Benjamin fik 4 studerende og Louise fik 3. Det var rigtigt rart at komme i gang og ungerne var dejlige. Paula, som er præsident for skolen, kom med kaffe og kage til os og er meget sød og dejlig at snakke med. Skolens faciliteter er relativt nye hvilket også gør det lidt rart, selvom det ikke er samme standard som i Danmark.
På dag tre blev vi lidt overrasket, da vi troede at vi skulle arbejde på den nærliggende bys skole, men vi blev sent hen til et lille lokale, som vores familie ejer. Så vi skulle undervise hjemme. Her er faciliteterne slet ikke på samme niveau, som på dagen før. Her var der dog mange flere børn. Louise havde seks den dag og Benjamin 3. Vi havde igen delt børnene op i to aldersgrupper. Det gik okay, selvom at det var lidt indeklemt og faciliteterne ikke var det samme.
Dagen efter underviste på samme skole som dagen før. Den dag kunne Benjamin især godt mærke at eleverne havde ferie og måske ikke var så motiveret for at lære noget, hvilket gjorde det noget hårdt at være lærer. Vi havde måske forventet lidt mere disciplin end i Danmark, men den dag var det lidt svært at slå igennem. Benjamin blev noget trist over dagens resultat, og Louise blev trist over at Benjamin var trist. Vi snakkede den dag om hvorfor vi ikke bare blev hjemme i trygge Danmark og underviste der. Det ville have været meget nemmere og billigere.
Dag fem blev mere behageligt, da vi igen skulle arbejde i Baquerizo Morena. Dog skulle vi først gå en time op af bjerget, og vi har noget svært ved at trække vejret hernede pga. den store højdeforskel der fra Danmark og Ecuador. Vi er omkring 3400 m. over havets overflade. Så det var meget hårdt, og vi tog også noget af vores tøj af selvom det er lidt koldt.
På skolen havde Benjamin kun 2 ivrige studerende og Louise havde 3. Det var faktisk hyggeligt og meget mere rart at arbejde med elever, der ville lære noget. Det gav os modet tilbage til at forsætte hernede.
Vi har fundet ud af at eleverne hernede er helt vilde med at spillevendespil med nogle kort, hvor parrene er f.eks. månederne eller ugens dage, hvor det ene er spansk og det andet er på engelsk. Børnene har selv været med til at lave nogen af dem. Selvfølgelig er børn mere til at lege end at side ned og skrive af fra tavlen.
Om aften startede vi et kursus i engelsk for nogle guider, der har brug for at lære engelsk, da der er mange udenlandske turister, der kommer til området. De er meget glade for at vi vil hjælpe dem. Det er om aften pga. at de arbejder i hverdagen, så det er lidt trætte, som vi godt kunne mærke og forstå og de er fra 13 til 31 år. Så det er noget anderledes, da vi ikke kender til hvad voksenpædagogik indebærer. Men det gik fint og vi startede måske ud på et for højt niveau, hvilket vi tror, forskrækkede nogen. Men Benjamin har kun lært spansk på 4 uger på spansk, og det er hårdt at starte et nyt sprog. Desværre har vi dem kun to gange om ugen i to timer pr. gang og vi er her næsten fire uger mere, hvilket giver dem 16 undervisningstimer mere. Men nu må vi se hvor langt vi kommer.
Nu sidder vi her og skriver, da det ikke er nemt for os at komme til internettet, og godt kunne tænke os at sende det her til jer, så I har mere hyggelæsning.
I morgen skal vi med Martin ud og se et af hans projekter, og så skal vi til Ambato for at gå på nettet og for at se hvilke muligheder vi har for at købe diverse ting til vores undervisning.
Håber I alle sammen har det godt i Danmark.
Knus og krammer til jer alle.
Med venlig hilsen
Louise og Benjamin
d. 18. juli 2008
Vores sidste dag i junglen
Midt om natten begyndte det at regne og det forsatte om morgen. Da vi sad og spiste vores morgenmad kom vores guide hen til os for at fortælle at planerne var ændret pga. regnen. Men han ville tilbyde os en tur i havkajakker og så sejle på floden. Men vi var ikke begejstret, da det kostede 150 kr. hver for at tage af sted, og det var ikke hvad vi havde regnet med, da alle turene skulle være betalt inden vi kom. Vi snakkede frem og tilbage med receptionisten om at det var for dårligt, at vi skulle afgøre om vi ville om ville på kajakturen, der ville koste os ekstra, eller på tur i junglen alene med en guide, som så var gratis. Vi syntes ikke at de lagde særlig mange muligheder på bordet og det gjorde de meget sent på dagen. Efter at være godt sure og irriteret valgte vi at tage på kajaktur. Det skulle også vise sig at være en smuk tur. Vi havde valgt at tage en dobbelt kajak, så vi kunne side sammen og det var også hyggeligt. Vi syntes selv at vi var ret gode. F.eks. valgte vores guide at vi skulle lege fangeleg. Vores guide og hans assistent var fangerne og så var det bare med at komme af sted. Vi skal jo hilse at sige at vi danskere er kendt for vores guldfire og vi danskere må have meget sejlads i vores åre, for vi tog sgu fat. Vi skulle nemlig ikke fanges. Der blev både talt og taget godt ved i årene. Og vi blev selvfølgelig ikke fanget. Guiden opdagede, at det var for hårdt og stoppede legen. Tøsedreng!
Derefter sejlede vi bare videre ned langs floden. Nogen gange var vandet lidt voldsomt, men ikke mere end det vi har prøvet i New Zealand. Men der skulle alligevel være koncentration, da man skulle sejlede direkte i bølgen for ikke at kæntre.
Det var en nydelig tur og vi sejlede godt og vel 2 – 3 timer, hvorefter at vi slæbte kajakken op ad stejle trapper for at aflevere dem ved en bil. Derefter kørte vi hjem i bil. Vi havde godt nok ikke troet at vi kunne køre hjem, da det var et godt stykke ind i junglen. Men man har altså formået at lave en vej, der bestod af de runde sten, som floden har slæbt med sig fra bjergene og det er lidt hårdt at køre på, da det bumler noget.
Efter at vi var kommet hjem og havde spist, spurte vi vores guide hvad der skulle ske om eftermiddagen. Dagen før havde han sagt, at vi skulle se junglens landbrug. Han virkede ikke særlig opsat på at vi skulle på endnu en tur, men vi var opsat på det, da vi havde betalt for det. Men det blev kun os tre; guiden og os, da resten af gruppen var trætte. Så vi tog af sted.
Det var faktisk meget spændende. Vi fik set junglens frugter, såsom cacaofrugten, avokado, kaffe, yuga (en meget spist rodfrugt hernede), appelsintræ, palmer, hvis blade bliver brugt til at flette hatte af, basilikum m.m. Desuden så vi flere dyr, som laver, kæmpe bille, fugle m.m. Vi så også en dreng lave et tag af palmeblade. Meget interessant. Mere interessant var det at drengen havde lært at tale tysk. Han var måske ni år. Benjamin talte lidt på tysk til ham og nikkede genert. Da vi sagde farvel, kunne vi begge høre et forsigtigt aufwiedersehen.
Derefter var det bare om at nyde den sidste aften i junglen, hvilket vi gjorde med den gruppe som vi havde vaeret paa tur med. Det var meget hyggeligt.
17-07-08
En ny dag er startet og den er startet i paradis. Hvor er det lækkert her! Og den starter også noget sjovt! Inden vi skulle på vores tur med vores gruppe var vi på vores værelse for at gøre os klar. Louise skulle på toilet, og glemte at lukke døren, som hun så bad Benjamin om at lukke. Det gjorde han så, og for at den ikke skulle gå op satte han en lille trælåse for, som sad på døren. Det tog noget tid før Louise blev færdig og Benjamin gik og ryddet lidt op. Imens snakkede vi om at Benjamin skulle gå i forvejen for at sige at Louise snart ville komme. Benjamin var lige ved at gå, men kunne høre at Louise næsten var færdig og valgte derfor at vente. Det var jo heldigt, for louise måtte jo bede om at blive lukket ud. Godt Benjamin ikke var gået for så måtte Louise råbe om hjælp for at komme ud.
Men af sted kom vi. Vi skulle til junglen og efter at have fået udleveret støvler af hotellet satte vi os i kanonen. Efter du kvarter ankom vi til du sted hotellet havde valgt at oprette stier, så turisterne kunne se lidt af junglen. Her gik vi rundt i to timer, hvor vores guide viste os forskellige træer. F.eks. Var der træet: drageblod. Vores guide stak sin lommekniv i træet og ud kom forsigtigt en rødlig, flydende og lidt klistret væske. Der var også et andet interessant træ. Vores guide stod og bankede på træet, hvorefter vi kunne se en masse myrer komme kravlende oppefra. De syntes ikke at det var særlig fedt at nogen bankede på deres hus, og vores guide fortalte at myrerne ville angribe det der bankede på træet, hvorefter at fortære det irriterende bytte. Et andet meget brugt træ af de indfødte var telefontræet. Dens rødder danner en slags væg. Hvis man slår på dens rødder giver det en rungen der kan høres 2 – 3 km. væk. Så ville andre indfødte strømme til. Men i dag har de fleste mobiltelefon, så der kom ingen. Vi så også et træ, der er i familie med kork (vi tror at den hedder Balsa), som vi senere ville få glæde af, palmer, et træ, som guiden skrældede barken af og brugte den farve, som saften havde, til at farve neglende på en af pigerne. Man kunne også bruge det til hårfarve eller ansigtsmaling. Et andet træs saft kunne bruges til at hjælpe personer med at på længere hår eller til dem der ikke havde noget hår.
Vi fik også lov til at smage myrer. Vi valgte at kalde det ”fast food”, da myrerne ville løbe hvis man ikke spiste dem hurtigt og at de ikke skulle tilberedes. Vores guiden fandt en plante, der havde nogle knubber lige før bladet. I knubberne bor myrerne. Så det var bare at åbne sådan en knub og så var der myrer, der smagte af citron. Louise tænker, at de smager af citron pga. at de tisser på tungen.
Efter at have set på en masse træer skulle vi have lidt sjov. En stor gynge eller et svingtov var hejst op, og så skulle der gynges. Rigtigt sjovt! Louise kom til at ramme guiden i skridtet, da han ville være så venlig at hjælpe hende med at komme af gyngen. Stakkels fyr.
Efter gyngeturen og en pause gik vi tilbage til floden. Her så vi en stor edderkop. Meget stor og flot. Så tog vi redningsvesten på og sejlede over på en anden side af floden til en strand. Her skiftede vi om til badetøj og så byggede vores guide en tømmerflåde af det korktræ. Så skulle vi på tømmerflådetur. Det var meget spændende og også lidt koldt til at starte med, men det skulle hurtigt blive dejligt og vejret var også perfekt og varmt, så vi fik hurtigt varmen igen. Vi skulle ikke bruge mange kræfter på at padle fremad, da floden har en rolig, men god fart. Så vi hyggede, slappede af, snakkede, så på naturen, mens vi sejlede på floden ”rio de napo”.
Efter ca. en halv times sejlads ankom vi til hotellet, hvor vi lagde træstammerne fra tømmerflåden på plads, hvorefter vi gik op mod hotellet. Her skyllede vi os og så skulle vi selvfølgelig lige nyde svømmebassinet.
Efter vores middagspause, der havde bestået af en frokost og afslapning, tog vi på vores eftermiddagstur med gruppen til byen som lå omkring hotellet. Her skulle først se hvordan man laver keramik, derefter hvordan man skød dyr ned med pusterør og pile, hvorefter vi skulle se hvordan de lavede alkohol ud af jugarødder og skulle også smage. Det var vi ikke så glade for, da vi selvfølgelig tænker på vores helbred. Det smagte heller ikke så godt. Vi skulle også se en snedker lave diverse dyr. Han lavede det ud af et meget let træ, som var nemt at arbejde med. På ca. 15 min. havde han vist os hvordan han lavede en lille papegøje. Først brugte han en stor kniv, eller sværd om I vil til at tage det grove. Derefter kunne han med en køkkenkniv (lignede det) finpudse det. Altså, det blev mindre groft.
Så var den dag forbi og så var der ikke andet tilbage end at slappe af. Igen.
For anden gang var der skyfri himmel og fuldmåne om aften. Smukt.
16-07-08
Vores foerste dag i junglen
Så har vi endeligt fået lidt ferie. Tja... Man kunne også sige, at vi havde ferie i Pourto Lopez, men denne her gang har vi ikke travlt med at komme videre. I går tog vi afsked med vores familie. Det var en smule hårdt, fordi det havde været hyggeligt. Men vi glædede os til at komme væk og måske få noget andet end ris og en hård seng. Tja... Det bliver spændende at se hvordan vi kommer til at bo hos den nye familie. Rocio havde givet Louise et halstørklæde, som hun havde strikket selv og Benjamin fik et par sokker. Vi var begge overrasket over gaverne. Vi skulle også sige farvel til skolen. Det var en lidt mærkelig affære, da vi have undervisning næsten alle timer og det var ren grammatik og ikke noget hyggeligt som sidste skoledag for sommerferien i dk. Fik lige taget du par billeder af skolen og vores lærere. Og så var det bare af sted. Lidt mærkeligt at tage af sted og ikke komme tilbage. Det var blevet du trygt sted at vende tilbage til, men vi ville ikke savne arbejdet med lektierne. Det har været hårdt. Vi har også haft travlt med at få de sidste ting på plads, som vores ture. Vi har for det første fået købt en tur til ' la casa de suize' som ligger i junglen, som vi vil bruge på den uge vi har mellem sprogskolen og det næste program, og så er vi ved at købe en ur til galapagos. Problemet vi har haft er at når vi skulle til junglen ville vi gerne stille vores store bagage med tøj et sted, så vi ikke skulle slæbe det med. Det lykkes heldigvis med hjælp fra skolen at få telefonisk kontakt med new horizons og aftale at vores nye familiefar kunne komme og hente det i Ambato. Det gjorde meget nemmere at rejse rundt med noget mindre bagage. Den dag vi tog afsked med skole og familie rejste vi omkring 16 timer. Vi tog til Tena som ligger på junglesiden. Her overnattede vi og tog en bus til Agunes, som er en meget lille havn, hvorfra man kun kan komme med kanoner med motor på. Op og ned af floden sejler et par stykke i timen. Meget hyggeligt og floden er dejlig aktiv og meget smuk og bred. Efter 5 - 10 min i kano ankom vi til 'la casa de suize'. Nogen har prøvet at skabe et paradis, og man må sige at de har gjort det godt og på det rigtige sted. Her er rigtigt lækkert. Straks skulle vi spise middag. Her finder vi desværre ud af at vi også skal betale for drikkevarer. Vi havde fået at vi at kun skulle betale for drikkevarer med alkohol. Men sådan er det altså ikke. Bagefter mødte vi vores guide og gruppe. Med dem tog vi til en sommerfuglefarm som ligger meget tæt på. Her så vi mange forskellige og flotte sommerfugle og pupper, som vi selvfølgelig har taget en masse billeder af. Man er vel turist. Om aften var der aftensmad, som er buffet, hvilket det er også er om morgen og om middagen, og det er jo dejligt for så kan man gå uden om risene. Det er super lækkert mad vi får. Derefter gik vi til værelset og gik i seng. Vi skal nemlig tidlig op i morgen.
Denne her gang er der mere laesning end normalt. Nu har det ogsaa vaeret laenge siden at vi har vaeret paa nettet, saa der er meget at fortaelle. Det er svaere for os at komme paa nettet end normalt, og saadan bliver det nok ogsaa fremover, at I skal vente utaalmodigt paa at hoere noget nyt fra os.
Det er gaadet lidt staerkt med at skrive, saa det kan godt vaerre, at der en nogle stave og tastefejl hist og her.
Teksten er, som bloggen er opsat, med det nyeste oeverst, og det gamle nederst. Saa det kan godt vaere lidt maerkeligt at laese.
Vi har ikke faet taget saa mange billeder til denne her gang, men vi haaber, at vi kan faa styr paa de gamle billeder, saa I kan hitte redde i dem.
Haaber at I alle har det godt.
Med venlig hilsen
Louise og Benjamin
Ps. Det kan godt vaere at I skal have en kop kaffe eller te til laesningen, da det naesten er en roman. Hygge hejsa!
d. 25 juli 2008
Vores første uge i Tungurhua.
Efter en afslapnings tur i junglen, vendte vi næsen mod Patate, nærmere betegnet Valle del rio, busturen fra Ahuano til Patate var som sædvanlig hård og bumpende, men vi nåede frem. Her mødte vi vores plejemor Lorena. Meget sød og skør. Derefter mødte hilste vi på to andre volontører; to piger, som arbejde på diverse hospitaler i området. De er fra Belgien og er meget søde. Desværre er det deres sidste uge her og så har de været her en måned – ligesom vi skal. Vi mødte selvfølgelig også Alejandra og pequeña Martin, også kaldt bebe (baby), som er Lorena og Martins børn. Senere på aften kom Martin.
Familien har et dejligt sted og vi tror, at de går ind i kategorien ecuadorianere-med-flere-penge-end de-fleste. Martin arbejde på diverse projekter. F.eks. bygger han toiletter op i til de fattige i området. Pengene kommer fra Tyskland og Schweiz, som har doneret pengene til projektet. Så han arbejder næsten hele dagen. Lorena arbejde meget på deres ostemejeri, hvor de får mælk fra mange personer i området. Her kommer folk både i bil, på hesteryg eller på ben for at aflevere mælk. Pga. mejeriet får vi meget ost, hvilket ikke gør noget, da det er en meget lækker ost. De laver kun en slags ost her.
I weekenden har de også travlt. De ejer også en restaurant, hvor mange mennesker (mere eller mindre end 100 har de fortalt) kommer for at besøge i weekenden. Familien opdratter ørreder, som de sætter ud i sø, hvor gæsterne kan fiske. Herefter kan de så vælge om familien skal forberede fangsten og så spise i restauranten. Man kan også vælge om man gå i deres svømmebassin. Svømmebassinet kan opvarmes, men de gør det ikke, så det er møj koldt.
Vi bor i et hus, der kun er for volontører. Her er fire værelser, hvor der i hvert er et toilet med bad. Men der er ikke altid vand til at skylde ud i toilettet eller til at vaske fingrene, og det vand, der kommer, kan vi ikke få varmt. Pigerne, der jo har boet her i en måned, har kun haft et varmt bad. Ellers har de måtte bade i det kolde. Det har betydet at vi ikke rigtig været i bad i en uge nu. Louise skyllede håret den ene dag, og Benjamin var i dag for første gang i svømmebassinet og vaskede sig sæbe med vand fra en vandslange. Ja, sådan er det hernede.
Ang. skolen har det været meget svært. Første dag kørte vi op til bjergene til en by ved navn Sucre. Denne by skulle have en meget fattig befolkning. Men det var en mærkelig start på vores arbejde. Vi vidste nemlig i forvejen ikke ret meget om hvad man ønskede at vi skulle undervise i andet end engelsk, og at børnene har ferie på det tidspunkt, vi er hernede. På skolen var der ingen undervisere. Vi skulle mødes med en person, en lærer måske, og snakke om vores undervisning og hvad vores opgave ville være. Men den person, som vi muligvis kunne snakke med var i Ambato, altså en time derfra. Så det så lidt sort ud for os. Der stod vi der uden nogen til at undervise.
Datteren af den person vi skulle have snakket med åbnede op for et klasselokale. Der var frygteligt rodet og Louise gik i gang med af feje. Pludselig kom der nogle børn. De var nysgerrige og de blev inviteret indenfor, hvorefter vi spurgte dem om de ønskede at lære engelsk, hvilket de svarede ja til. Så den dag fik vi dog undervist noget, selvom det var lidt akavet. Der var en tavle, men så var der heller ikke andet.
Efter at have undervist eleverne gik vi hjemad. Der er ingen busser, som vi kan tage, så vi skal blaffe os fra A til B, hvis vi skal nogen steder. Men på vores vej hjem mødte vi ingen biler. Så vi gik ned af bjerget i 1,5 time. Landskabet er meget smukt hernede og folk er meget venlige. De vil alle gerne hilse på os eller i de mindste vinke til os. Meget hyggeligt.
Dag to var meget nemmere. Her kom vi til en skole i byen Baqarizo Morena, hvor der var en der tog imod os og en skole med elever. Så var der er arbejde. Vi delte os op. Louise tog de små børn og Benjamin de store, for de store kunne måske hjælpe og forstå Benjamin bedre end de små. Benjamin fik 4 studerende og Louise fik 3. Det var rigtigt rart at komme i gang og ungerne var dejlige. Paula, som er præsident for skolen, kom med kaffe og kage til os og er meget sød og dejlig at snakke med. Skolens faciliteter er relativt nye hvilket også gør det lidt rart, selvom det ikke er samme standard som i Danmark.
På dag tre blev vi lidt overrasket, da vi troede at vi skulle arbejde på den nærliggende bys skole, men vi blev sent hen til et lille lokale, som vores familie ejer. Så vi skulle undervise hjemme. Her er faciliteterne slet ikke på samme niveau, som på dagen før. Her var der dog mange flere børn. Louise havde seks den dag og Benjamin 3. Vi havde igen delt børnene op i to aldersgrupper. Det gik okay, selvom at det var lidt indeklemt og faciliteterne ikke var det samme.
Dagen efter underviste på samme skole som dagen før. Den dag kunne Benjamin især godt mærke at eleverne havde ferie og måske ikke var så motiveret for at lære noget, hvilket gjorde det noget hårdt at være lærer. Vi havde måske forventet lidt mere disciplin end i Danmark, men den dag var det lidt svært at slå igennem. Benjamin blev noget trist over dagens resultat, og Louise blev trist over at Benjamin var trist. Vi snakkede den dag om hvorfor vi ikke bare blev hjemme i trygge Danmark og underviste der. Det ville have været meget nemmere og billigere.
Dag fem blev mere behageligt, da vi igen skulle arbejde i Baquerizo Morena. Dog skulle vi først gå en time op af bjerget, og vi har noget svært ved at trække vejret hernede pga. den store højdeforskel der fra Danmark og Ecuador. Vi er omkring 3400 m. over havets overflade. Så det var meget hårdt, og vi tog også noget af vores tøj af selvom det er lidt koldt.
På skolen havde Benjamin kun 2 ivrige studerende og Louise havde 3. Det var faktisk hyggeligt og meget mere rart at arbejde med elever, der ville lære noget. Det gav os modet tilbage til at forsætte hernede.
Vi har fundet ud af at eleverne hernede er helt vilde med at spillevendespil med nogle kort, hvor parrene er f.eks. månederne eller ugens dage, hvor det ene er spansk og det andet er på engelsk. Børnene har selv været med til at lave nogen af dem. Selvfølgelig er børn mere til at lege end at side ned og skrive af fra tavlen.
Om aften startede vi et kursus i engelsk for nogle guider, der har brug for at lære engelsk, da der er mange udenlandske turister, der kommer til området. De er meget glade for at vi vil hjælpe dem. Det er om aften pga. at de arbejder i hverdagen, så det er lidt trætte, som vi godt kunne mærke og forstå og de er fra 13 til 31 år. Så det er noget anderledes, da vi ikke kender til hvad voksenpædagogik indebærer. Men det gik fint og vi startede måske ud på et for højt niveau, hvilket vi tror, forskrækkede nogen. Men Benjamin har kun lært spansk på 4 uger på spansk, og det er hårdt at starte et nyt sprog. Desværre har vi dem kun to gange om ugen i to timer pr. gang og vi er her næsten fire uger mere, hvilket giver dem 16 undervisningstimer mere. Men nu må vi se hvor langt vi kommer.
Nu sidder vi her og skriver, da det ikke er nemt for os at komme til internettet, og godt kunne tænke os at sende det her til jer, så I har mere hyggelæsning.
I morgen skal vi med Martin ud og se et af hans projekter, og så skal vi til Ambato for at gå på nettet og for at se hvilke muligheder vi har for at købe diverse ting til vores undervisning.
Håber I alle sammen har det godt i Danmark.
Knus og krammer til jer alle.
Med venlig hilsen
Louise og Benjamin
d. 18. juli 2008
Vores sidste dag i junglen
Midt om natten begyndte det at regne og det forsatte om morgen. Da vi sad og spiste vores morgenmad kom vores guide hen til os for at fortælle at planerne var ændret pga. regnen. Men han ville tilbyde os en tur i havkajakker og så sejle på floden. Men vi var ikke begejstret, da det kostede 150 kr. hver for at tage af sted, og det var ikke hvad vi havde regnet med, da alle turene skulle være betalt inden vi kom. Vi snakkede frem og tilbage med receptionisten om at det var for dårligt, at vi skulle afgøre om vi ville om ville på kajakturen, der ville koste os ekstra, eller på tur i junglen alene med en guide, som så var gratis. Vi syntes ikke at de lagde særlig mange muligheder på bordet og det gjorde de meget sent på dagen. Efter at være godt sure og irriteret valgte vi at tage på kajaktur. Det skulle også vise sig at være en smuk tur. Vi havde valgt at tage en dobbelt kajak, så vi kunne side sammen og det var også hyggeligt. Vi syntes selv at vi var ret gode. F.eks. valgte vores guide at vi skulle lege fangeleg. Vores guide og hans assistent var fangerne og så var det bare med at komme af sted. Vi skal jo hilse at sige at vi danskere er kendt for vores guldfire og vi danskere må have meget sejlads i vores åre, for vi tog sgu fat. Vi skulle nemlig ikke fanges. Der blev både talt og taget godt ved i årene. Og vi blev selvfølgelig ikke fanget. Guiden opdagede, at det var for hårdt og stoppede legen. Tøsedreng!
Derefter sejlede vi bare videre ned langs floden. Nogen gange var vandet lidt voldsomt, men ikke mere end det vi har prøvet i New Zealand. Men der skulle alligevel være koncentration, da man skulle sejlede direkte i bølgen for ikke at kæntre.
Det var en nydelig tur og vi sejlede godt og vel 2 – 3 timer, hvorefter at vi slæbte kajakken op ad stejle trapper for at aflevere dem ved en bil. Derefter kørte vi hjem i bil. Vi havde godt nok ikke troet at vi kunne køre hjem, da det var et godt stykke ind i junglen. Men man har altså formået at lave en vej, der bestod af de runde sten, som floden har slæbt med sig fra bjergene og det er lidt hårdt at køre på, da det bumler noget.
Efter at vi var kommet hjem og havde spist, spurte vi vores guide hvad der skulle ske om eftermiddagen. Dagen før havde han sagt, at vi skulle se junglens landbrug. Han virkede ikke særlig opsat på at vi skulle på endnu en tur, men vi var opsat på det, da vi havde betalt for det. Men det blev kun os tre; guiden og os, da resten af gruppen var trætte. Så vi tog af sted.
Det var faktisk meget spændende. Vi fik set junglens frugter, såsom cacaofrugten, avokado, kaffe, yuga (en meget spist rodfrugt hernede), appelsintræ, palmer, hvis blade bliver brugt til at flette hatte af, basilikum m.m. Desuden så vi flere dyr, som laver, kæmpe bille, fugle m.m. Vi så også en dreng lave et tag af palmeblade. Meget interessant. Mere interessant var det at drengen havde lært at tale tysk. Han var måske ni år. Benjamin talte lidt på tysk til ham og nikkede genert. Da vi sagde farvel, kunne vi begge høre et forsigtigt aufwiedersehen.
Derefter var det bare om at nyde den sidste aften i junglen, hvilket vi gjorde med den gruppe som vi havde vaeret paa tur med. Det var meget hyggeligt.
17-07-08
En ny dag er startet og den er startet i paradis. Hvor er det lækkert her! Og den starter også noget sjovt! Inden vi skulle på vores tur med vores gruppe var vi på vores værelse for at gøre os klar. Louise skulle på toilet, og glemte at lukke døren, som hun så bad Benjamin om at lukke. Det gjorde han så, og for at den ikke skulle gå op satte han en lille trælåse for, som sad på døren. Det tog noget tid før Louise blev færdig og Benjamin gik og ryddet lidt op. Imens snakkede vi om at Benjamin skulle gå i forvejen for at sige at Louise snart ville komme. Benjamin var lige ved at gå, men kunne høre at Louise næsten var færdig og valgte derfor at vente. Det var jo heldigt, for louise måtte jo bede om at blive lukket ud. Godt Benjamin ikke var gået for så måtte Louise råbe om hjælp for at komme ud.
Men af sted kom vi. Vi skulle til junglen og efter at have fået udleveret støvler af hotellet satte vi os i kanonen. Efter du kvarter ankom vi til du sted hotellet havde valgt at oprette stier, så turisterne kunne se lidt af junglen. Her gik vi rundt i to timer, hvor vores guide viste os forskellige træer. F.eks. Var der træet: drageblod. Vores guide stak sin lommekniv i træet og ud kom forsigtigt en rødlig, flydende og lidt klistret væske. Der var også et andet interessant træ. Vores guide stod og bankede på træet, hvorefter vi kunne se en masse myrer komme kravlende oppefra. De syntes ikke at det var særlig fedt at nogen bankede på deres hus, og vores guide fortalte at myrerne ville angribe det der bankede på træet, hvorefter at fortære det irriterende bytte. Et andet meget brugt træ af de indfødte var telefontræet. Dens rødder danner en slags væg. Hvis man slår på dens rødder giver det en rungen der kan høres 2 – 3 km. væk. Så ville andre indfødte strømme til. Men i dag har de fleste mobiltelefon, så der kom ingen. Vi så også et træ, der er i familie med kork (vi tror at den hedder Balsa), som vi senere ville få glæde af, palmer, et træ, som guiden skrældede barken af og brugte den farve, som saften havde, til at farve neglende på en af pigerne. Man kunne også bruge det til hårfarve eller ansigtsmaling. Et andet træs saft kunne bruges til at hjælpe personer med at på længere hår eller til dem der ikke havde noget hår.
Vi fik også lov til at smage myrer. Vi valgte at kalde det ”fast food”, da myrerne ville løbe hvis man ikke spiste dem hurtigt og at de ikke skulle tilberedes. Vores guiden fandt en plante, der havde nogle knubber lige før bladet. I knubberne bor myrerne. Så det var bare at åbne sådan en knub og så var der myrer, der smagte af citron. Louise tænker, at de smager af citron pga. at de tisser på tungen.
Efter at have set på en masse træer skulle vi have lidt sjov. En stor gynge eller et svingtov var hejst op, og så skulle der gynges. Rigtigt sjovt! Louise kom til at ramme guiden i skridtet, da han ville være så venlig at hjælpe hende med at komme af gyngen. Stakkels fyr.
Efter gyngeturen og en pause gik vi tilbage til floden. Her så vi en stor edderkop. Meget stor og flot. Så tog vi redningsvesten på og sejlede over på en anden side af floden til en strand. Her skiftede vi om til badetøj og så byggede vores guide en tømmerflåde af det korktræ. Så skulle vi på tømmerflådetur. Det var meget spændende og også lidt koldt til at starte med, men det skulle hurtigt blive dejligt og vejret var også perfekt og varmt, så vi fik hurtigt varmen igen. Vi skulle ikke bruge mange kræfter på at padle fremad, da floden har en rolig, men god fart. Så vi hyggede, slappede af, snakkede, så på naturen, mens vi sejlede på floden ”rio de napo”.
Efter ca. en halv times sejlads ankom vi til hotellet, hvor vi lagde træstammerne fra tømmerflåden på plads, hvorefter vi gik op mod hotellet. Her skyllede vi os og så skulle vi selvfølgelig lige nyde svømmebassinet.
Efter vores middagspause, der havde bestået af en frokost og afslapning, tog vi på vores eftermiddagstur med gruppen til byen som lå omkring hotellet. Her skulle først se hvordan man laver keramik, derefter hvordan man skød dyr ned med pusterør og pile, hvorefter vi skulle se hvordan de lavede alkohol ud af jugarødder og skulle også smage. Det var vi ikke så glade for, da vi selvfølgelig tænker på vores helbred. Det smagte heller ikke så godt. Vi skulle også se en snedker lave diverse dyr. Han lavede det ud af et meget let træ, som var nemt at arbejde med. På ca. 15 min. havde han vist os hvordan han lavede en lille papegøje. Først brugte han en stor kniv, eller sværd om I vil til at tage det grove. Derefter kunne han med en køkkenkniv (lignede det) finpudse det. Altså, det blev mindre groft.
Så var den dag forbi og så var der ikke andet tilbage end at slappe af. Igen.
For anden gang var der skyfri himmel og fuldmåne om aften. Smukt.
16-07-08
Vores foerste dag i junglen
Så har vi endeligt fået lidt ferie. Tja... Man kunne også sige, at vi havde ferie i Pourto Lopez, men denne her gang har vi ikke travlt med at komme videre. I går tog vi afsked med vores familie. Det var en smule hårdt, fordi det havde været hyggeligt. Men vi glædede os til at komme væk og måske få noget andet end ris og en hård seng. Tja... Det bliver spændende at se hvordan vi kommer til at bo hos den nye familie. Rocio havde givet Louise et halstørklæde, som hun havde strikket selv og Benjamin fik et par sokker. Vi var begge overrasket over gaverne. Vi skulle også sige farvel til skolen. Det var en lidt mærkelig affære, da vi have undervisning næsten alle timer og det var ren grammatik og ikke noget hyggeligt som sidste skoledag for sommerferien i dk. Fik lige taget du par billeder af skolen og vores lærere. Og så var det bare af sted. Lidt mærkeligt at tage af sted og ikke komme tilbage. Det var blevet du trygt sted at vende tilbage til, men vi ville ikke savne arbejdet med lektierne. Det har været hårdt. Vi har også haft travlt med at få de sidste ting på plads, som vores ture. Vi har for det første fået købt en tur til ' la casa de suize' som ligger i junglen, som vi vil bruge på den uge vi har mellem sprogskolen og det næste program, og så er vi ved at købe en ur til galapagos. Problemet vi har haft er at når vi skulle til junglen ville vi gerne stille vores store bagage med tøj et sted, så vi ikke skulle slæbe det med. Det lykkes heldigvis med hjælp fra skolen at få telefonisk kontakt med new horizons og aftale at vores nye familiefar kunne komme og hente det i Ambato. Det gjorde meget nemmere at rejse rundt med noget mindre bagage. Den dag vi tog afsked med skole og familie rejste vi omkring 16 timer. Vi tog til Tena som ligger på junglesiden. Her overnattede vi og tog en bus til Agunes, som er en meget lille havn, hvorfra man kun kan komme med kanoner med motor på. Op og ned af floden sejler et par stykke i timen. Meget hyggeligt og floden er dejlig aktiv og meget smuk og bred. Efter 5 - 10 min i kano ankom vi til 'la casa de suize'. Nogen har prøvet at skabe et paradis, og man må sige at de har gjort det godt og på det rigtige sted. Her er rigtigt lækkert. Straks skulle vi spise middag. Her finder vi desværre ud af at vi også skal betale for drikkevarer. Vi havde fået at vi at kun skulle betale for drikkevarer med alkohol. Men sådan er det altså ikke. Bagefter mødte vi vores guide og gruppe. Med dem tog vi til en sommerfuglefarm som ligger meget tæt på. Her så vi mange forskellige og flotte sommerfugle og pupper, som vi selvfølgelig har taget en masse billeder af. Man er vel turist. Om aften var der aftensmad, som er buffet, hvilket det er også er om morgen og om middagen, og det er jo dejligt for så kan man gå uden om risene. Det er super lækkert mad vi får. Derefter gik vi til værelset og gik i seng. Vi skal nemlig tidlig op i morgen.
søndag den 20. juli 2008
Nye billeder!
Hej alle sammen!
Nu er vi ankommet til Patate efter en tur i junglen. Vi naar kun denne gang at laegge billeder ind og saa maa teksten til billeder og tekst om vores tur komme paa bloggen senere. Men nyd billederne og saa kan I gaette hvad I ser og skal vi nok skrive hvad det er, saa I senere kan laese om I har gaettet rigtigt:-)
Ses!
Louise og Benjamin
Nu er vi ankommet til Patate efter en tur i junglen. Vi naar kun denne gang at laegge billeder ind og saa maa teksten til billeder og tekst om vores tur komme paa bloggen senere. Men nyd billederne og saa kan I gaette hvad I ser og skal vi nok skrive hvad det er, saa I senere kan laese om I har gaettet rigtigt:-)
Ses!
Louise og Benjamin
Abonner på:
Indlæg (Atom)
Indlæg
